Bente Kure og Leif Ernstsen giver sommerkoncert i Strands Forsamlingshus fredag 19. juli og lørdag 20. juli. Pressefoto.

Bente Kure og Leif Ernstsen giver sommerkoncert i Strands Forsamlingshus fredag 19. juli og lørdag 20. juli. Pressefoto.

Kure og Ernstsen giver sommerkoncert i Strands

En lang sommertradition på Mols med duoen Bente Kure og Leif Ernstsen finder i år sted i Strands Forsanmlingshus

underholdning Næsten ligeså længe som Bente Kure og Leif Ernstsen har spillet sammen, næsten ligeså længe har de gæstet Djursland hver sommer for at underholde med kendte og nye numre på deres repertoire. De startede i 1991 på Sølballegaard, har været rundt om både Ebeltoft og Rødegaard i Vistoft, og i år vil Strands Forsamlingshus danne rammen om deres Sommer-koncerter på Djursland.

Det er fredag 19. juli og lørdag 20. juli. Aftenen starter med spisning, og Mols Madservice leverer maden.

I en pressemeddelelse beskriver parret selv deres musik som standup med musik på, singer/songwriter på dansk, underholdning med holdning, sanselige sange og mærkbare melodier, nærvær og nerve, og ikke mindst: noget på hjerte..

Repertoiret består mest af egne sange og melodier, men kærligheden til blandt andet Jeppe Aakjær, Benny Andersen, Halfdan Rasmussen og de andre store tekst/sangskrivere kommer også frem i glimt hen over koncerten.

33 år på scenen

Bente Kure og Leif Ernstsen har spillet sammen i over 33 år. De har gennem årene udgivet 13 CD'er, 1 LP samt spillet landet tyndt på spillesteder, festivals, kursuscentre, i kirker, foreninger og forsamlingshuse.

Duoen har modtaget flere priser, blandt andet Danish Music Award i 2004, en DMA-nominering i 2007, og Aakjærprisen i 2012. Bente Kure blev i 2015 nomineret som 'Årets Sangskriver' ved Danish Music Award.

-ab

Publiceret 10 July 2019 08:30