Det er et imponerende syn, når de store skibe kommer helt tæt på kysten og Sletterhage Fyr. Foto: Syddjurs Kommune

Det er et imponerende syn, når de store skibe kommer helt tæt på kysten og Sletterhage Fyr. Foto: Syddjurs Kommune

Oplev de kæmpe skibe på tæt hold ved Sletterhage

Tall Ships Race kommer helt tæt på kysten i starten af august

Helgenæs Fra 1. til 4. august 2019 er Aarhus igen værtsby for Tall Ships Race, der tiltrækker store sejlskibe fra hele verden. Når flåden for fulde sejl og i samlet flok forlader Aarhus søndag 4. august klokken 12, er Sletterhage det perfekte sted at opleve skibene gå helt tæt forbi kysten, skriver Syddjurs Kommune i en pressemeddelelse.

Syddjurs Kommune vil i samarbejde med frivillige fra Sletterhage Fyrs Venner sørge for, at så mange som muligt kan opleve skibene på nærmeste hold og efterfølgende komme hjem igen uden at vente i kø i timevis.

Der vil derfor blive lavet trafikregulering på Helgenæs 4. august. Helgenæs Maskinstation sørger for parkeringsmuligheder ved Ørby, og vejen fra Ørby til fyret vil blive lukket for al motoriseret trafik. Fra p-pladsen på Ellemandsvej vil Syddjurs Kommunen dagen igennem tilbyde de besøgende gratis bustransport til fyret. Lokale lodsejere har velvilligt tilbudt, at åbne en privat markvej fra Ørby til fyret, så de friske kan tage den ca 2,7 km. lange tur til fods.

Aktiviteter for alle

Ved fyret vil der kl. 11-16 være aktiviteter for børn og voksne. Arrangementet åbner med en børnevenlig koncert af duoen STRiT kl. 11, hvorefter Cirkus Aroma overtager scenen med en cirkuslegeplads for store og små. Der vil også være børneaktiviteter ved Naturildsjæl Anita Søholm samt koncert med Ebeltoft Marineforenings Slupkor, og Søren Ryge kommer forbi og fortæller om sit forhold til havet og det at sejle under sejl. Der vil blive tilbudt guidede ture ad Kystbefæstningsstien, og Fyret vil naturligvis være åbent. Der vil også kunne købes is og pølser, kaffe og kage, og kommunen vil opstille en ekstra toiletvogn på pladsen.

Er man forhindret i at komme til Sletterhage 4. august, kan de mange flotte sejlskibe opleves online. Sletterhage Fyrs Venner har i forbindelse med sit 10-års jubilæum den 7.6. 2019 opsat et webkamera på toppen af fyret. Kameraet viser live billeder via www.sletterhagefyr.dk fra farvandet ud for fyret, og i det fjerne kam man se Issehoved - nordspidsen af Samsø. Her kan man også opleve de mange flotte skibe sejle forbi.

Publiceret 19 July 2019 00:00

SENESTE TV