Prøv et sjovt familieløb med jagt på malede sten

24. og 25. august afvikles det første Rockhunting Run i Rønde

RØNDE I den kommende weekend kan man i Hestehave Skov ved Rønde prøve en ny leg, der hurtigt har bredt sig. Rockhunting er en leg, der handler om at male på små sten og gemme dem i naturen og i byerne, så andre kan finde dem.

Samler familien

"Skærmene trækker i børn og også i os voksne, og det kan hurtigt tage overhånd med skærmforbruget. Derfor prøvede jeg at lave Rockhunting med mine børn i et forsøg på, at sætte noget fysisk aktivitet i stedet for skærm," fortæller stifter og formand for Rockhunting Syddjurs Michelle Højland Rasmussen i en pressemeddelelse.

"Det viste sig, at det kunne samle familien, er hyggeligt, kreativt og giver god motion og mening. Alle kan deltage på sin måde, i sit tempo og i den del af legen man bedst kan lide," fortsætter hun.

Jo flere jo sjovere

"Hurtigt kunne jeg se, at legen er sjovere når man er flere i den, og jeg så hvordan den kan glæde andre også. Samtidig kunne jeg mærke, hvor meget glæde og energi det gav mig. Derfor fik jeg lysten til at gøre legen til et projekt, hvor flest muligt skal have mulighed for at opleve glæden ved at male på sten, og den gode energi og motion man får ved legen.

I den forbindelse har Michelle Højland Rasmussen startet en facebookgruppe og for nylig den frivillige forening Rockhunting Syddjurs, hvor Syddjurs Kommune støtter projektet.

24. og 25. august går det derfor for første gang løs i et familieløb for alle på 4,5 km, hvor det gælder om at være aktiv, nysgerrig og have det hyggeligt. Der er ingen tidstagning og man løber ruten, når det passer i weekenden.

"Find de søde og sjove små håndmalede sten, imens I går og løber, behold dem - eller gem dem igen," lyder oplægget i invitationen.

Tjek facebook-gruppen

Alle betalende deltagere, som gennemfører hele ruten på 4,5 km modtager et diplom på mail og er med i lodtrækning om en præmie. Prisen er 25 kroner pr. deltager, og man kan læse mere på facebook-siden 'Rockhunting Syddjurs'. Man kan også tilmelde sig ved at sende en mail til rockhunting.syddjurs@gmail.com.

Publiceret 20 August 2019 15:30