Skoleleder Birgitte Agersnap (til højre) og lærer Margit Skovgaard Toft viste temaugens projekter frem. Denne er kreeret af de mindste elever. Foto: Katharina Andersen

Skoleleder Birgitte Agersnap (til højre) og lærer Margit Skovgaard Toft viste temaugens projekter frem. Denne er kreeret af de mindste elever. Foto: Katharina Andersen

Temauge: Marienhoffskolen arbejder med FN's verdensmål

Både små og store elever skal indenfor en uge komme op med en idé til en mere bæredygtig hverdag på Marienhoffskolen.

Af
Katharina Andersen

Ryomgård På Marienhoffskolen har der den seneste uge været temauge med et helt særligt fokus. Under emnet innovation og entreprenørskab har både store og små elever arbejdet med FN's verdensmål som lyder “Inden 2030 skal affaldsgenereringen væsentligt reduceres gennem forebyggelse, reduktion, genvinding og genbrug.”

5. klasses eleverne fik de første dage undervisning i idéudvikling, og torsdag skulle de pitche deres ideer til en dommerkomité. Foto: Katharina Andersen

5. klasses eleverne fik de første dage undervisning i idéudvikling, og torsdag skulle de pitche deres ideer til en dommerkomité. Foto: Katharina Andersen

Dermed var der lagt store spørgsmål i små hænder, for hvordan kan elever og lærere på Marienhoffskolen bidrage til bæredygtig håndtering af affald, og hvordan kan de på Marienhoffskolen sørge for, at det affald de genererer forurener miljøet mindst muligt?

Fokus på praktik

Det overordnede spørgsmål var ugens omdrejningspunkt, men eleverne fik på forskellig vis demonstreret forskellige måder, hvorpå udfordringen kunne løses.

"Det handler om, at vi skal gøre det så konkret for eleverne som muligt. Det kan være svært at forholde sig til klimaspørgsmål på et overordnet plan, men affald er noget som både store og små kender til, og ud fra det har vi lavet forskellige 'stationer' på skolen, hvor eleverne har kunnet prøve kræfter med fx genanvendelse og genbrug i forhold til tøjproduktion, men de har også været med til at lave plastik i fysiklokalet," fortæller Margit Skovgaard Toft, der er fysiklærer på Marienhoffskolen.

De helt små elever startede ugen hos Reno Djurs, hvor de fik en introduktion til alle genbrugspladsens facetter, og der er da også store forhåbninger til selv de helt små elever:

"Vi forventer selvfølgelig ikke, at en 0-klasses elev kan komme op med et løsningsforslag til bæredygtig affaldshåndtering, men vi forsøger alligevel at skabe et fundament for idéudvikling, og ved at hjælpe dem lidt på vej uden at præge dem, så tror vi på, at de kan komme op med noget selv," siger Margit Skovgaard Toft.

De bedste ideer vinder

Sidst på ugen blev de bedste ideer kåret af en dommerkomite bestående af politikere fra Bæredygtighedsudvalget i Syddjurs kommune og derudover en forældrerepræsentant og en tidligere lærer.

På 0-1. årgang blev det ideen om 4 robotter, som kan spise og suge skrald op fra jorden og havet, der løb med sejren, mens 2-4. årgangs bedste idé blev et genanvendt pudebetræk, som blev syet om til en bærepose til brug for indkøb.

For 5. og 7. årgang var vinderforslaget at implementere skolens egen hønsegård, hvor klasseduksene skal stå for at pase hønsene, som skal fodres med skolens madrester. Høsenes æg skal anvendes i skolens bod og sælges som skolemad til eleverne.

Dermed var der altså konkrete brugbare ideer parat fra eleverne, og det glæder både skolelederen og lærere.

For Margit Skovgaard Toft har det nemlig særligt været vigtigt, at eleverne har kunnet forholde sig til verdensmålet, uden at det blev for højtflyvende. Netop derfor er affaldshåndtering et rigtigt godt emne, forklarer hun.

"De store elever taler fx rigtigt meget om 'life hacks' lige nu. Om, hvordan man kan påvirke andre mennesker til at gå i en retning. Det kan jo også bruges i denne sammenhæng, hvor man kan forsøge at præge andre til at blive mere bevidst om måden at tænke mere bæredygtighed ind i hverdagen," siger hun.

Publiceret 11 September 2019 06:00