Den flotte Central Station er pyntet op til julen og er med til at skabe den helt rigtige julestemning. Pressefoto
Den flotte Central Station er pyntet op til julen og er med til at skabe den helt rigtige julestemning. Pressefoto
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Oplevelser: Julestemning i røg og damp i Ree Park Safari

Damplokomotivet Black Beauty er klar til at sprede masser af julestemning

Ree Park Safari holder åbent i weekenderne til og med 17. december, hvor gæsterne kan opleve noget af julens magi på Central Station og tage en tur med Amerika Expressen trukket af det smukke damptog, Black Beauty.

Her kan man nyde en tur i det nordamerikanske område af parken. Bjørnene er gået i vinterhi, men de arktiske ulve er i deres es og hyler julen ind på prærien, hvor det også er muligt at se bisoner i vinterfrakker sammen med elgene.

Det er i sig selv en oplevelse ud over det sædvanlige. Det bliver endnu mere specielt, når julemanden og nissemor ankommer med toget klokken 13.45 på Central Station, hvor der er boder med varierende udvalg de enkelte jule-weekender. Er vejrguderne i det rigtige julehumør, er hele parken åben, og der vil være safariture og kamelridning.

For børnene er der mulighed for at lave julegaver til dyrene og være med, når dyrene aktiveres i løbet af dagen. Der er mulighed for at tage optagelsesprøve til Junior Ranger korpset, blive malet i ansigtet som sit yndlingsdyr, eller prøve det store Junior Ranger spil. Hele entréindtægten går til Karen Blixen Camp Trust, fonden, som støtter og arbejder med truede dyrearter og naturbevarelse i Masai Mara i Kenya.

Entréindtægterne går i år til Mara Elephant Project, som arbejder med at beskytte dyrene i Masai Mara, både i kampen mod krybskytteri, men projektet hjælper også med at løse de konflikter, der opstår, når f.eks. elefanter plyndrer de lokales afgrøder, fordi de arealer, de har til rådighed, bliver mindre.

Publiceret: 05. December 2017 01:12

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Adresseavisen Syddjurs