Udsigten mellem Rodskov og Eskerod er storslående, og den vil Fredningsnævnet sikre med en fredning. Politisk flertal vil klage.
Udsigten mellem Rodskov og Eskerod er storslående, og den vil Fredningsnævnet sikre med en fredning. Politisk flertal vil klage.
Arkivfoto: Tommy Loberg Jøns
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Politisk flertal for klage over fredning

Det er endnu ikke afgjort, om fredningen kommer til at stå ved magt. Uvist om andre klager over fredningen.

Af Tommy Loberg Jøns

Et politisk flertal bestående af 13 medlemmer af Venstre, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, Konservative og Borgerlisten mod 11 medlemmer af Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten har stemt for, at Syddjurs Kommune skal klage over den afgørelse om fredning, som Fredningsnævnet udsendte 17. august omkring et potentiel boligområde mellem Rodskov og Eskerod.

“Det her område er allerede beskyttet med en masse regler og et langt liv som advokat har lært mig, at man skal gå med livrem og seler. Men man behøver ikke to livremme og seler,” lød det fra Borgerlistens Peter Andersen, mens Jesper Yde Knudsen fra Enhedslisten opfordrede til, at man ikke gamblede med Syddjurs Kommunes ansigt udadtil, når man nu gerne ville tiltrække nye bosættere især i området ved Rodskov og Eskerod.

Måske mindre område

“Vi er imod det her forslag om at klage, fordi der er ikke nogen grund til at blive ved med at sætte Syddjurs Kommunes ansigt udadtil på spil. De folk, som er interesseret i at flytte til kommunen, kommer netop for at nyde udsigten, og hvis vi kører for langt, så sætter vi måske noget af det på spil,” siger Jesper Yde Knudsen.

Én af tungerne på vægtskålen var Liberal Alliance, hvor Per Zeidler ikke lagde skjul på, at man blandt partiets to medlemmer havde været i tvivl.

“Vi synes, at den her afgørelse skal påklages, så vi kan få prøvet sagen igen. Om ikke andet kunne det være, at man kunne få åbnet op for en mindre del af området, så man kunne bygge på det,” lød det fra Per Zeidler.

Og netop pointen med at bygge på et mindre område, bør give stof til eftertanke hos byrådet i Syddjurs Kommune, når man i fremtiden skal lave lignende områder.

Langstrakt forløb

“Vi kan måske godt se på, om vi kunne have gjort tingene lidt anderledes, end tilfældet har været i den her sag. Man kunne være startet med et lidt mindre område i stedet for at gå efter så stort et område på én gang,” siger Jørgen Brøgger fra Konservative.

Hele sagen har rod tilbage i et projekt fra 2013, hvor Syddjurs Kommune ansøgte Naturstyrelsen om tilladelse til et byudviklingsprojekt på cirka 400 hektar mellem Rodskov og Eskerod.

Det fik Danmarks Naturfredningsforening til at begynde en proces med at få området fredet, så dette ikke kunne blive til virkelighed. Og gennem årene har mange borgere protesteret mod beslutningen fra kommunen.

Den protest fik medvind 17. august, da Fredningsnævnet besluttede at frede området. En afgørelse, som et flertal blandt politikerne i Syddjurs Kommune nu har valgt at klage over.

Det er endnu uvist, om der også er lodsejere, som påtænker at klage over fredningen.

Publiceret: 31. August 2017 10:26

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Adresseavisen Syddjurs

ANNONCER
Se flere
Adresseavisen Syddjurs
Seneste
Adresseavisen Syddjurs
Mest læste
Adresseavisen Syddjurs
112
Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt