Reder Povl Feddersen præsenterer færgeprojektet på Borgerforeningen Mols' generalforsamling.

Reder Povl Feddersen præsenterer færgeprojektet på Borgerforeningen Mols' generalforsamling.

Færgeprojekt har brug for investorer

Investormøde skal bringe færgesejlads på Aarhusbugten nærmere realisering

Af
Af Martin Schultz

Har man 850.000 kr. løst siddende i lommen og gerne ser færgefarten på Aarhusbugten genoplivet, så er man meget velkommen til investormøde i Aarhus torsdag eftermiddag.

Her samler direktør Johan Blach-Petersen, Business Development A/S, de interesserede investorer til en præsentation af investorprospektet for etablering af rederiet CarbonCat til daglig besejling af Aarhusbugten mellem Aarhus, Skødshoved, Tunø og Samsø.

”Færgen koster 17 mill. kr. og vi satser på at have en egenkapital på halvdelen af dette beløb,” siger reder Povl Feddersen.

Kapitalen søges skaffet ved at udstede 10 aktier på 850.000 kr. pr. aktie.

Samsø køber aktier

På Samsø er der en meget stor interesse for at se færgeruten realiseret med afgang fra Mårup Havn og med stop på Tunø.

”På Samsø er man også interesseret i at få indflydelse på driften af rederiet og er derfor parat til at investere i flere aktier i CarbonCat,” siger Povl Feddersen om adgangen til bestyrelsen til rederiet CarbonCat.

Kommunalbestyrelsen på Samsø har stillet sig meget velvillig over for projektet, men forudsætter, at ruten drives på kommercielle vilkår uden kommunalt tilskud fra Samsø Kommune.

Mols er med til mødet

Syddjurs Kommune har bevilget 200.000 kr. til udvikling af projektet og teknisk rådgivning omkring forholdene i Skødshoved Havn.

Formand for Borgerforeningen Mols, Jørgen Ørgård, Knebel, agter at deltage i investormødet i Aarhus, men har ingen penge med hjemmefra.

”Vi har dog noteret os, at der i byrådet er en bred interesse for at fremme projektet,” siger Jørgen Ørgård, som godt kan forestille sig en interesse blandt private folk på Mols til at investere i færgeprojektet. 

null

Publiceret 09 February 2012 10:21

SENESTE TV