Hønsehold i alle mulige farver og afskygninger er med på weekendens messe i Byhallen i Kolind.

Hønsehold i alle mulige farver og afskygninger er med på weekendens messe i Byhallen i Kolind.

Messe for en masse hobbydyr

Der er fjerkræ, kaniner og kæledyr på programmet, når Kolind og Omegns Fjerkræklub og Djurslands Kaninavlerforening i weekenden inviterer indenfor i Byhallen i Kolind til messe

Af
Af Lars Norman Thomsen

Byhallen i Kolind er det perfekte sted til Kolind og Omegns Fjerkræklub og Djurslands Kaninavlerforenings årlige messe for de mange lokale, der har høns og kaniner i baghaven. I år udvides rækken af hobbydyr på messen til også at omfatte akvariefisk og marsvin.

"I år bliver der udstillet mere end 225 stk. fjerkræ, som må siges at være et pænt antal," fortæller Hans Jørgen Bjerregaard, formand for Kolind og Omegns Fjerkræklub.

Antallet af tilmeldte kaniner var der ikke helt overblik over ved redaktionens slutning, men lige før jul var der tilmeldt 125.

For mange burhøns

I en tid, hvor der snakkes meget om usund mad med mange ukendte tilsætningsstoffer, vil Kolind og Omegns Fjerkræklub gerne bruge messen til slå et slag for, at flere mennesker får deres egen lille hønsegård med egne friske æg og sunde slagtekyllinger. Samtidig kan man så være med til at nedbringe antallet af burhøns, som ifølge fjerkræklubben stadig er alt for højt i Danmark.

Desuden skal man ikke glemme, at man får det bedre, både fysisk og psykisk af at have med hobbydyr at gøre.

"Et godt bevis på det er de mange plejehjem, der efterhånden har anskaffet deres egen lille hønsegård til stor glæde for beboerne. Det kræver ikke særlig meget plads at holde høns, og de kan sagtens passes ind i blomsterhaven.

Desuden er høns meget underholdende at se på, og de giver de dejligste æg i bytte for en tallerken madrester," lyder det lokkende fra formand Hans Jørgen Bjerregaard.

PUK-udvalgsformand kigger forbi

PUK-udvalgsformand Jesper Mathiesen, (S), Syddjurs, kigger forbi lørdag, hvor han først deltager i frokosten for de fremmødte dommere, og herefter åbner udstillingen.
Jesper Mathiesen er borgmesterkandidat for Socialdemokratiet ved Kommunalvalget tirsdag 19. november 2013.

Publiceret 04 January 2013 12:32

SENESTE TV