Argumenter er ikke nok: Jørgen Ørgård til venstre og regionsmedlem Carl Johan Rasmussen.

Argumenter er ikke nok: Jørgen Ørgård til venstre og regionsmedlem Carl Johan Rasmussen.

Argumenter kan ikke flytte akutlægebilen

Regionspolitiker: Kun et politisk flertal kan flytte akutlægebilen fra Grenaa til Kolind

Af
Af Martin Schultz

Den politiske afstand i bestræbelserne på at flytte akutlægebilen fra Grenaa til Kolind er meget længere end den faktiske afstand i kilometer på hovedvejen på Djursland.
Den lektie fik deltagerne lært på Borgerforeningen Mols' generalforsamling torsdag aften, da regionspolitikeren Carl Johan Rasmussen (S) stillede op til debat i Tved Forsamlingshus. Han er formand for Det rådgivende udvalg vedrørende hospitaler og dermed meget tæt på beslutningerne omkring regionens akutberedskab.
Men selvom Carl Johan Rasmussen virkede fuld at forståelse for de syddjurske ønsker om en mere central placering for akutlægebilen, ville han direkte adspurgt fra salen, ikke lægge sit politiske hoved på blokken for at han ville arbejde for en flytning af akutlægebilen.
”Jeg kan sagtens se at en mere central placering er fornuftig og kan let leve med at bilen står i Kolind, men akutlægebilen kan kun flyttes af et politisk flertal,” sagde Carl Johan Rasmussen.

Som en Pandoras æske

Beslutningen om at akutlægebilen skal stå i Grenaa er del af et omfattende forlig på hospitalsområdet.
”Man er nødt til at forstå den politiske proces. Jeg kan ikke ubetinget love noget. Et forlig på hospitalsområdet er som en Pandoras æske. Lukker man den ene æske op, så vil mange have pakket noget andet om,” sagde Carl Johan Rasmussen.
Af beslutningen i Region Midt fremgår, at akutlægebilens placering i Grenaa er ”indtil videre”. Hvad det betyder kunne heller ikke Carl Johan Rasmussen redegøre for, men han gentog flere gange, at der nok skulle blive fundet en løsning.
”Jeg vælger at arbejde pragmatisk. Jeg opfatter ”indtil videre” som et positivt begreb,” var Carl Johan Rasmussens svar til forsamlingen.

Kæmp for udrykningslægen

Omkring 40 medlemmer havde fundet vej til Borgerforeningen Mols' generalforsamling. Efter formand Jørgen Ørgårds som altid grundige beretning, var der lagt op til temadiskussion om akutlægebilen.
Mange tog ordet i diskussionen med Carl Johan Rasmussen, og på Mols forstår man ikke, at de overbevisende argumenter ikke kan flytte akutlægebilen til en mere central placering.
Men hvordan så komme videre?
”Det er klart, at argumenterne ikke kan gøre mere. Der kører en politisk proces, men hvad gør vi ved den politiske proces, når den kører uklogt,” spurgte læge Niels Bie.
”Jeg mener akutlægebilen bør holde i Kolind. Men vi er sat til vægs og der går et stykke tid. Lad os derfor kæmpe for at gøre vores udrykningslæge til en permanent ordning,” opfordrede byrådsmedlem Ole Bollesen (S).

Det er ikke krig

Jørgen Ørgård takkede Carl Johan Rasmussen for at udvise god vilje og møde frem, selvom der var udsigt til hug.
Han opfordrede Carl Johan Rasmussen til at arbejde for den fornuftige løsning med en central placering af akutlægebilen i udvalget og i regionsrådet.
”Grenaa vil ikke slippe bilen, men vi er ikke i krig med Norddjurs. Jeg er interesseret i en god tone og vil arbejde for at finde den bedst mulige løsning,” var Jørgen Ørgårds udgangsreplik.


Publiceret 01 February 2013 11:35

SENESTE TV