RV13 - debat:

Det handler om tryghed og liv på Djursland

Af
Af Jørgen Ørgård

formand for Borgerforeningen Mols:

"Valg til Regionsrådet får ikke samme opmærksomhed som kommunalvalget – forståeligt nok.
Regionsrådet fordeler kun penge og er ikke skatteudskrivende myndighed.

Alligevel er valget til regionsrådet uhyre vigtigt - ikke mindst for vælgere med bopæl på Djursland, som interesserer sig for placeringen af Akutlægebilen på Djursland. Men det er sparsomt, hvad kandidaterne mener om placeringen - hvis de overhovedet vil tale om emnet.

Heldigvis er flere kandidater opstillet på Djursland.
Men der er kun mulighed for at stemme på kandidater fra Djursland, hvis man vil stemme
Socialdemokratisk, Radikalt, Konservativt, på SF eller Venstre.

Socialdemokraterne har opstillet Niels Erik Iversen nr. 2 på listen (umiddelbart efter Bent Hansen) forsvarer placeringen i Grenaa, og Søren K. Lauritsen, nr. 25 på listen forsvarer en placering midt på Djursland. Med mindre listens nr. 25 slår listens nr. 2 er en stemme på nr. 25 en sikker stemme for akutlægebilens fortsatte placering i Grenå.
En stemme på liste A vil derfor med stor sikkerhed være en stemme for fortsat placering i Grenaa.

Rad. Venstre har Mogens Frederiksen som nr. 20 på listen, uden tilkendegivelser om emnet.
Konservative Folkeparti har Alice Brask som nr. 11 og Mads H. Obenhausen nr. 22 på listen. Begge uden tilkendegivelser om placeringen.
Socialistisk Folkeparti har opstillet Eigil Holm Nielsen, nr. 5 på listen peger på central placering på Djursland, og han har som den eneste kandidat aktivt argumenteret herfor.

Venstre har opstillet Peter Krog-Meyer (nr. 17 på listen), der er for central placering midt på Djursland og Vagn Skovdal Larsen (nr. 18 på listen og nuværende medlem), som fastholder placering i Grenå som indiskutabel.
En stemme på Venstre afhænger derfor af, hvem af de to som vælges.
Det forudsætter, at nr. 17 på listen slår nummer 18 på listen. Venstre får ikke begge indvalgt.

Valget er naturligvis dit. – Men uden grundige og taktiske overvejelser, kan man let placere sin stemme, så den virker modsat hensigten.

Det handler om tryghed og liv på Djursland. Din stemme kan være afgørende.
Mange stemmer kan (som i ”Vild med dans”) ændre på tingenes tilstand.
Akutlægebilen har indtil videre basis i Grenaa (som det hedder i regionsrådets beslutningsreferat).

Placering af de få nye supersygehuse medfører, at det VIGTIGSTE er kort responstid og IKKE den efterfølgende køretid til et supersygehus.
Se meget mere på http://www.borgerforeningen-mols.dk/udrykningsl.htm
Placeringen midt på Djursland er anbefalet af Syddjurs byråd, samtlige distriktsråd, Erhvervsråd og turistforeningen for Mols og Ebeltoft.

Med venlig hilsen og ønske om et godt valg på tirsdag."

Publiceret 18 November 2013 13:45

SENESTE TV