Hønsene var det store hit i Kolind

Et rekordstort publikum mødte frem i Byhallen i Kolind til årets Hobbydyrudstilling med høns, ænder, kaniner og marsvin

Af
Af Martin Schultz

Næsten 1500 gæster i alle aldre var mødt frem for at se de flotteste eksemplarer blandt høns, ænder, kaniner, marsvin på Hobbydyrsudstillingen i sidste weekend i Byhallen i Kolind.
I lange rækker stod burene med store høns og dværghøns, ænder, kæmpekaniner med hængeører og små vakse dværgkaniner med spidse ører, samt marsvin som de mindste og mest nuttede kæledyr.
”Der er en voksende interesse for havehøns. Så der var mange spørgsmål til hvordan man kan have egne høns i det aflagte legehus og på den måde både blive selvforsynende med gode æg og komme af med sit spiselige køkkenaffald,” siger formanden i Kolind og Omegns Fjerkræklub, Hans Jørgen Bjerregård.

Hel familie vild med høns

Blandt udstillerne var Kolind og Omegns Fjerkræklubs nyslåede Junior Danmarksmester i klassen Tyske Dværge, den 17-årige gymnasieelev Marie Borup Ditlefsen fra Tranbjerg. Det er anden gang hun er blevet danmarksmester og går efter en tredje titel og et Europamesterskab til december i Herning.
Marie havde sørget for både at bade og føntørre sine hvide Tyske Dværge, tre haner og fire høner, inden afgangen til Byhallen, så de tog sig veltrimmede ud på udstillingen
Opdræt af racen Tyske Dværge er en sand lidenskab i Maries familie, og både far og farfar var med på udstillingen. Farfar Erik B. Johansen, 76 år, fra Lystrup har opdrættet guldhalsede Tyske Dværge i en menneskealder og er formand for Århus Racefjerkræklub, og far Henrik Johansen, 48 år, har siden barnsben opdrættet Tyske Dværge.
De er alle tre medlemmer af Kolind og Omegns Fjerkræklub og nyder det faglige og sociale samvær i klubben i Kolind. En vigtig del af klublivet er at deltage i den årlige udstilling den anden weekend i januar i Byhallen i Kolind


Hel familie vild med Tyske Dværge: fra venstre far Henrik Johansen, datter Marie Borup Ditlefsen med en hvid Tysk Dværg og farfar Erik B. Johansen med en guldhalset Tysk Dværg

Hel familie vild med Tyske Dværge: fra venstre far Henrik Johansen, datter Marie Borup Ditlefsen med en hvid Tysk Dværg og farfar Erik B. Johansen med en guldhalset Tysk Dværg

Toppede høns med punkerfrisure

Vil man starte sin egen besætning op kan man købe de høns og haner, som avlerne får i overskud, når avlsdyrene er udvalgt.
”Vil man have høns, skal man sørge for at have en hane med. Så får man glæden ved også at få kylllinger,” siger Erik B. Johansen, som sælger ud af sine overskudsdyr for typisk 100 kr. for en hane og 75 kr. for en høne.
Der er regler for hønsehold i byområder, men det er hyggeligt at have en lille bestand af havehøns.
Om det så skal være af en klassisk høne som Dansk Landrace, Laksefarvede Faverolles med fransk temperament og fjerklædte ben, store runde Wyandotter eller lyse Sussex, eller en flok toppede Pavlovhøns fra Rusland med punkerfrisure – ja, det kunne man få syn for på den velbesøgte Hobbydyrudstilling i Kolind. 

Elisa Jørgensen fra Assentoft og My Bang fra Årslev fik lov til at klappe Søren Ask Moesgaard Sørensens kanin af racen Lille Chinchilla.

Elisa Jørgensen fra Assentoft og My Bang fra Årslev fik lov til at klappe Søren Ask Moesgaard Sørensens kanin af racen Lille Chinchilla.

Publiceret 16 January 2014 12:14

SENESTE TV