KV17 - debat Syddjurs:

Far til fire og dybt rystet over folkeskolens tilstand

Af Heine Skovbak Iversen, kandidat til KV17 for Det Radikale Venstre:

“Jeg er rystet. Vores folkeskole. Folkeskolen i Syddjurs er MAX presset.
Modtageklasser er lukket ned, så flygtningebørn uden nogen særlige eller helt uden dansksproglige forudsætninger sidder i almindelige klasser fra første dag, de starter i folkeskolen. Specialklasser er lukket ned, så børn med særlige behov er placeret i klasserne uden den nødvendige hjælp og støtte. Disse børn vil som konsekvens heraf derfor ofte ikke være undervisningsparate og således heller ikke opnå læring i det omfang, de burde og har krav på.
Folkeskolen er på vej gennem en omfattende reform med store forandringer og udvikling af nye måder at tænke læring og undervisning på.
Komplekse IT-systemer til dokumentation, evaluering, test og undervisning skal implementeres på skolerne.
Dygtige og kompetente lærere og pædagoger er pressede, nye medarbejdere giver op og kommer måske aldrig til at bruge den uddannelse, de har taget. De kommer ikke til at hjælpe vores børn.
Vores mindre skoler bliver frataget midler og har trusler om lukning hængende over sig.
Jeg er lærer og leder... men ikke i Syddjurs.
Jeg er far til fire... i Syddjurs.
To af mine børn er kommet godt igennem en velfungerende folkeskole. Og det ønsker jeg også, at de to sidste skal. Men så skal vi bremse op og finde ressourcer til at lave den bedste folkeskole.
Den bedste skole for børnene. Det er den bedste investering, vi kan lave.
Gode skoler er en særdeles afgørende faktor for bosætning for børnefamilier. Derfor er skolerne ikke bare en god investering, men også en nødvendig investering for fremtiden.
Brems op.”

Publiceret 02 November 2017 13:24

Adresseavisen Syddjurs nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Adresseavisen Syddjurs
SENESTE TV