KV17:

To ungersvende foreslår en årlig Ungerigsdag

Blomsten af kommunens unge skal have reel indflydelse, mener to unge

Af Lars Norman Thomsen

To af debutanterne ved kommunalvalget, purunge Morten Siig Henriksen (SF) og den lidt ældre Niels Gyldenlund Mikkelsen (S), vil arbejde for, at unge mennesker i kommunen får mere konkret indflydelse på den lokale udvikling.

Det skal blandt andet ske i form af en årlig Ungerigsdag i uge 40, hvor de unge skal sætte mål for kommunen og sig selv med DEMOrådet, der udgøres af unge som spilfordeler.

“Vi tror på, at mere tillid og ansvar til de unge vil gøre en stor positiv forskel. For de unge, økonomien, kulturen, foreningerne – ja, alle. Derfor ønsker vi at øge dialogen med de unge og styrke rammerne for deltagelse,” lyder det fra de to kandidater.

“Vi mener, at de unge i dag har for lidt indflydelse på deres kommune, og resultatet er, at kultur- og foreningslivet lider og for mange ikke kan vente med at flytte herfra.”

Henriksen & Mikkelsen foreslår, at det antal kroner, som byrådet hvert år stiller til rådighed for DEMOrådet fordobles til 100.000 kroner for, at DEMOrådet kan lave to halvårlige projekter med ung-til-ung som omdrejningspunkt.

“Det er de unge, der ved bedst på disse områder, så vi skal turde at vise dem tillid,” siger ungersvendene Henriksen & Mikkelsen.

Publiceret 09 November 2017 05:00

SENESTE TV