Unge Emil Tolbod scorede på et frækt lop til 2-0, da Vivild tabte 4-2 2. påskedag til Christiansbjerg. Foto: Kurt Enevoldsen
Unge Emil Tolbod scorede på et frækt lop til 2-0, da Vivild tabte 4-2 2. påskedag til Christiansbjerg. Foto: Kurt Enevoldsen
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Seriefodbold - Serie 1: Vivild i en svækket udgave smed 2-0 føring

Det gik i ged for Vivild i anden halvleg i udekampen 2. påskedag mod Christiansbjerg IF

Det er selvfølgelig ikke fedt at føre 2-0 ved pausen og så smide det hele på gulvet i de sidste 45 minutter.

Det gjorde Vivild i udekampen 2. påskedag mod Christiansbjerg IF, og det bekom af gode grunde ikke cheftræner Dennis Holdgaard vel.

"Når man fører 2-0 i Serie 1 ved pausen, så er det bittert at smide det hele efter pausen, men jeg må indrømme, at nederlaget var til at bære, fordi vi var hårdt ramt af skader både før kampen og undervejs," siger Dennis Holdgaard.

Vivild måtte undvære de skadede Martin Fiehn Andersen, Peter Ungstrup og Lauritz Hørby, medens en lyskenskadet Morten Tolbod var med på bænken som 14. mand.

Her tog han plads sammen med to gange Christian med efternavnene Basballe og Levring.

Vivilds bedste i opgøret, højreforsvarer Kasper Pedersen, scorede til 1-0 efter 13 minutter efter fint sammenspil med Sebastian Stær, mens Emil Tolbod øgede til 2-0 ti minutter før halvtid, da han i en fri position smart loppede bolden over hjemmeholdets målmand.

"Vi spillede ikke prangende før pausen, men jeg havde en god fornemmelse i pausen, hvis vi kunne få justeret på et par taktiske ting," siger Dennis Holdgaard.

Tre gule kort

Efter pausen pressede hjemmeholdet på, men der skulle en efter Dennis Holdsgaards opfattelse dum og forkert frisparkskendelse til at hjælpe Christiansbjerg i gang.

"Vores Casper Moltke Christiansen lavede efter dommerens mening et frispark på kanten af feltet, men reelt bakkede Christiansbjergs spiller ind i ham og faldt. Det fik Casper til at spørge, hvad Christiansbjerg spilleren havde gang i. Denne rejste sig op og skubbede til Casper, og det lignede et lyserødt kort til Christiansbjerg spilleren, men dommeren gav i stedet begge spillere gult," fortæller Dennis Holdgaard.

Hjemmeholdet scorede efterfølgende på frisparket, og herfra begyndte nedturen for Vivild.

"Vi fik yderligere to gule kort i anden halvleg til Kasper Pedersen og Lauge Feldskov Andersen. Tillige måtte Nicklas Mathiesen gå ud med en skade, så vi var presset efter pausen, men havde alligevel ved stillingen 2-2 en stor mulighed for at komme foran. Den udnyttede vi desværre ikke, og så endte vi med at tabe," siger Dennis Holdgaard.

Efter tre uafgjorte kampe i rap som turneringsudlæg, var nederlaget til Christiansbjerg IF det første efter oprykningen til Serie 1.

"Christiansbjerg havde vi vundet over på en god dag med alle mand klar," vurderer Dennis Holdgaard, der sammen med spillerne var enige om, at Kasper Pedersens præstation var et mulehoved foran alle de øvriges.

Klar til at slå AGF

Lørdag møder Vivild på Langhøj Idrætscenter AGF klokken 13.30.

Dennis Holdgaard ser optimistisk på mulighederne for at få alle mand klar til opgøret.

"Jeg tror, at vi kan stille i stærkeste opstilling mod AGF, der har seks point efter fire spillerunder. Havde vi besejret Christiansbjerg, var vi på tredjepladsen i rækken. Nu må vi nøjes med at ligge næstsidst, men vi skal nok klare den og snart hente den første sejr," siger Dennis Holdgaard.

Vivilds andethold i Serie 4 vandt i påsken med hele 11-1 over Grenaa IF, der sammen med IF Mols ser ud til at få det svært i Serie 4 i denne sæson. 

Publiceret: 18. April 2017 21:34
¨

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Adresseavisen Syddjurs

Annonce
ANNONCER
Se flere