Sko og Torp hovednavn på årets Gjerrild Kram Rock Jazz
Arrangørerne lover mere end 50 timers levende musik i løbet af weekenden 25.-27. juni.
Af Lars Norman Thomsen
Sangeren Søren Sko og guitaristen Palle Torp har fundet sammen igen efter nogle års musikalsk adskillelse, og duoen og deres backingband går naturligvis en travl sommer i møde ved de danske musikfestivals. På årets Gjerrild Kram Rock Jazz, 25.-27. juni er duoen således hovednavnet, men Sko og Torp bliver fulgt til dørs af navne som Peter Viskinde Band, Medley Crew og Djurslands Spillemændene.
"En stor del af den musikalske underholdning er nu ved at være på plads, men der kommer mange flere bands til, og som altid er der gratis adgang til mere end 50 timers levende musik i løbet af weekenden," forsikrer Peter Møller fra Gjerrild/Bønnerup IF, der sædvanen tro står bag sommerarrangementet.
Ungdomsscene
I år udvider arrangørerne festivalen med en ekstra scene. Det bliver lørdag 26. juni, hvor der bliver en ungdomsscene. Bands med medlemmer i aldersintervallet 13 og 25 år får lov til at udfolde sig, og de deltagende orkestre er med i en konkurrence, hvor hovedpræmien er en indspilning af en demo CD, i professionelt lydstudie.
"Vi udvider nu også med en camp således, at man kan bo i telt eller campingvogn i nærheden af pladsen til billige penge. Det bliver under ordnede forhold, nærmest ligesom på en campingplads," fortæller Peter Møller.
Kræmmermarked
Gjerrild Kram Rock Jazz er som altid bygget op omkring et stort kræmmermarked , og stort set alle pladser er ved at være booket.
Gøgl og gags og et par fodboldturneringer er også på programmet, og naturligvis alt det sjov, som publikum byder ind med i løbet af weekenden.