Seriefodbold: Martin Holm Hansen nettede fire gange for KPI i målrig pinsekamp

Kolind/Perstrup IF besejrede Hammel GF med 5-3 på Kolind Park og er tilbage på førstepladsen i Serie 2

Af
Martin Schultz

Med fire mål blev Kolind/Perstrup IF’s hurtigløber Martin Holm Hansen kampens afgørende spiller, da KPI mandag eftermiddag på Kolind Park i et målrigt opgør besejrede Hammel GF med 5-3 efter (1-1) ved pausen.

Da topholdet Randers Freja samtidig snublede hele to gange mod bundhold ved først at tabe til Langaa IK på hjemmebane med 2-0, og derefter i lørdags blev banket af Grenaa IF med 4-0 på HSM Arena, så var vejen tilbage på førstepladsen banet for Kolind/Perstrup IF med en sejr over Hammel GF.

”Det overrasker mig godt nok, at Randers Freja taber til to bundhold,” siger KPI-træner Thomas Zacher Sørensen, hvis hold for nylig kom hjem fra Randers med et 5-2 nederlag, inden randrusianerne begyndte at smide points til bundholdene i en i øvrigt utrolig lige række, hvor kun Kolind/Perstrup IF og Randers Freja som tophold har skilt sig ud fra de øvrige hold.

Men selv tilbage på førstepladsen var der grund til panderynker hos Thomas Zacher Sørensen over sit holds forsvarsindsats mod Hammel GF, for der var ingen grund til at lukke tre mål ind mod gæsterne.

”Men på dagen stod vi utrolig dårligt, når der kom indlæg, hvad enten det var hjørnespark, dødbolde eller andre indlæg. Alle indlæg var farlige, og Hammel scorede to mål på indlæg. Kampen blev kun spændende, fordi vi var så dårlige på deres indlæg,” siger Thomas Zacher Sørensen.

Hammel GF kom foran to gange

Hjemmeholdet kom bagud efter ti minutter, da forsvaret ikke fulgte ordentligt med under et hjørnespark, som Hammel udnyttede til at bringe sig foran med 1-0.

”Vi kom ikke særlig godt i gang, og det var som om vi ikke var 100 procent klar,” siger Thomas Zacher Sørensen om åbningen på kampen.

Men den fodrappe offensivspiller Martin Holm Hansen åbnede sit goalshow i det 35. minut, da han fik moset sig igennem i højre side, så han kom til at stå alene overfor Hammel GF’s målmand og scorede sikkert til pausestillingen 1-1.

”I pausen var jeg tilfreds nok efter omstændighederne, men vi var enige om ikke at give dem så mange dødbolde, når vi nu var så dårlige til at afvise dem,” siger Thomas Zacher Sørensen.

Alligevel kom Hammel GF foran med 2-1 efter kun fem minutters spil i 2. halvleg, men godt ti minutter senere prikkede Martin Holm Hansen udligningen til 2-2 i mål på Rasmus Bisgaards forarbejde.

Rollerne blev byttet rundt fem minutter senere, da Martin Holm Hansen kastede et indkast, som tilbagevendte Andreas Brus Mikkelsen forlængede til Rasmus Bisgaard, som tæt under mål sparkede bolden i mål til en 3-2 føring.

To deler æren som Kampens spiller

Selvom Hammel GF’s spillere begyndte at se trætte ud, så overgav de sig ikke, og gæsterne fik udlignet til 3-3, da der blev slået et diagonalt indlæg fra et godt stykke inde på KPI’s banehalvdel frem mod hjemmeholdets mål, og en Hammelspiller kunne smutte mellem en forsvarer og målmand Rasmus Trend Mogensen.

”Vi sad på hele spillet, men hver gang der kom indlæg ind i vores felt, blev det farligt,” siger KPI-træner Thomas Zacher Sørensen.

Men Martin Holm Hansen hev sejren i land, da han i det 75. minut udnyttede, at en Hammel-forsvarer mistimede sit indgreb på et langt udspark fra målmand Rasmus Trend Mogensen. Hurtigløberen stak imellem og på friløberen scorede han til 4-3. Og med godt ti minutter blev sækken snøret, da Nicolaj Christensen huggede bolden fra Hammel GF’s højre back efter en mislykket tæmning og spillede Martin Holm Hansen op til scoring nr. fire.

Kolind/Perstrup IF stillede igen op med de tilbagevendte spillere Andreas Brus Mikkelsen og Benjamin Lahn Sørensen, mens Mikkel Stær stod over på grund af en fiberskade fra kampen mod Vorup FB og Rasmus Meyland stadig er ude med en ankelskade.

”Desuden er vores målmand Andre Ørgaard ude resten af sæsonen, og Jakob Degn Larsen er endnu ikke kommet i gang efter den knock-out han fik for et år siden, da han fik en hjernerystelse efter at en målmand kom til at bokse ham i hovedet,” fortæller Thomas Zacher Sørensen.

På trods af sine fire mål måtte Martin Holm Hansen dele æren som kampens spiller med Daniel Bagger Pedersen, som var kampens dominerende spiller med et stort løbearbejde på midtbanen. Begge spillere fik 7 stemmer.

”Daniel vandt alle dueller og bandt vores spil godt sammen,” siger Thomas Zacher Sørensen.

Kolind/Perstrup IF skal fredag aften møde Langaa IK på udebane.

Kampfakta

Serie 2, Pulje 17

Kolind/Perstrup IF - Hammel GF 5 - 3 (1 - 1)

Mandag 21. maj kl. 16.00 på Kolind Park

Målscorere:

    0 - 1 Hammel GF (5. min.)

    1 - 1 Martin Holm Hansen (35. min.)

    1 - 2 Hammel GF (50. min.)

    2 - 2 Martin Holm Hansen (60. min.)

    3 - 2 Rasmus Bisgaard (65. min.)

    3 - 3 Hammel GHF (70. min.)

    4 - 3 Martin Holm Hansen (75. min.)

    5 - 3 Martin Holm Hansen (80. min.)

Publiceret 22 May 2018 00:00

Adresseavisen Syddjurs nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Adresseavisen Syddjurs
SENESTE TV