Lokalopgør sætter ekstra fut i sommerfest

Top møder bund, når ærkerivalerne Kolind/Perstrup IF og IF Midtdjurs fredag aften tørner sammen på Kolind Park til et lokalopgør i Serie 2 under sommerfesten i Kolind

Af
Martin Schultz

Sommerfesten i Kolind får i år en særlig knaldperle i programmet, når de to lokalrivaler KPI og IFM fredag aften kl. 19.30 mødes til et spændende lokalopgør på Kolind Park.

Som altid kan der ventes hård fight og en særlig intensitet i dette lokalopgør, for sine naboer vil man i hvert fald ikke tabe til. Spillerne på de to hold kender hinanden på kryds og tværs, og nogle har spillet i begge klubber gennem årene. Og hvem vil ikke gerne have håneretten fremover? Intet tyder nemlig på, at de to klubber kommer til at møde hinanden igen i efteråret, for fredag aften står der både oprykning og nedrykning på spil fredag aften.

KPI er tophold

KPI er rækkens tophold og kunne have lagt op til den helt store fest i Kolind på fredag ved at sikre sig oprykning med en sejr over IFM, men det spændte Grenaa IF ben for i lørdags ved at spille 0-0 mod favorittern fra Kolind.

Randers Freja er derfor lige i hælene på KPI, og de orange fra Kolind må ikke snuble mod IF Midtdjurs, for i sæsonens allersidste kamp lørdag 23. juni kommer Randers Freja til Kolind Park for at møde KPI i en alt eller intet kamp om hvem af de to hold, som rykker op i Serie 1.

IFM er bundprop

Mens KPI er tophold, er IFM efter et formdyk og mange skader i løbet af sæsonen endt på rækkens sidsteplads. Holdet skal have point i de sidste kampe for at slippe fri af nedrykningsstregen i en meget tæt række, hvor seks hold er rodet ind i slagsmålet om at undgå nedrykning.

IF Midtdjurs blev ellers anset for et af rækkens bedre hold, men mange skader og manglende effektivtet især foran modstandernes mål har sendt de røde fra Ryomgård, som i lørdags tabte med 1-0 mod Hadsten SK, helt ned i bunden af rækken.

IFM har revanche til gode mod KPI, som vandt den første kamp på Ryomgård Stadion med 3-1.

Publiceret 13 June 2018 11:30

Adresseavisen Syddjurs nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Adresseavisen Syddjurs
SENESTE TV