Seriefodbold: To mål af King Kasper med til at sikre AC Norddjurs sejren over bundprop

AC Norddjurs havde ingen problemer med at besejre Åstrup/Hammelev IF med 4-1 på to mål af topscorer Kasper Schmidt Jørgensen og storspil af Malthe Engelund med et mål og en assist

Af
Martin Schultz

Kapløbet mellem de to tophold i Serie 4’s pulje 68 fortsætter, og med sejre i hver sin kamp ligger Mørke IF og AC Norddjurs fortsat side om side med hver flotte 31 point og formidable målscorer inden de tørner sammen til den endelige styrkeprøve på Stenvad Stadion i forårssæsonens sidste kamp lørdag 23. juni.

I bedste fald rykker begge hold op, og AC Norddjurs ligger i skrivende stund bedst placeret i To’er regnskabet blandt Serie 4-rækkerne, men holdet må ikke tabe sine to sidste kampe.

Mens Mørke IF hentede en smal 3-2 sejr over IF Midtdjurs på Ryomgård Stadion, hvor Simon Toft scorede det afgørende mål i det 70. minut på Jeppe Kusks oplæg, så var der mere ”schwung” over AC Norddjurs, som hjemme på Stenvad Stadion satte bundproppen Åstrup/Hammelev IF til vægs med en 4-1 sejr.

”Åstrup/Hammelev kunne ikke stille hold om lørdagen, så vi var helt med på at flytte kampen til mandag aften, så vi kunne få spillet om pointene,” siger AC Norddjurs’ cheftræner Karl Juul.

Selvtilliden har det fint i AC Norddjurs, selv om Karl Juul maner til besindighed, for der venter en hård kamp allerede på lørdag på udebane mod Skødstrup IF, som er kravlet op på en tredjeplads i rækken og har præsteret godt i turneringens 2. runde.

”Men gutterne har kun én kamp i hovedet og det er mod Mørke IF. De er fulde af selvtillid og glæder sig til at møde Mørke. De vil vise, at de er det bedste hold og er opsatte på at revanchere 3-2 nederlaget i 1. rundes alt for hårdt spillede kamp i Mørke,” siger Karl Juul.

Ramte ved siden af et helt tomt mål

AC Norddjurs fik lidt af drømmestart mod Åstrup/Hammelev IF, da holdets topscorer Kasper Schmidt Jørgensen allerede i det 6. Minut bragte hjemmeholdet foran med 1-0 på et godt indlæg fra en velspillende Malthe Engelund, som slog bolden indover til Kasper Schmidt Jørgensen ved den bagerste stolpe.

”Jeg var imponeret over Åstrup/Hammelev IF. Det var som et forvandlet hold fra sidst vi mødte dem, og nu ville de fremad og ville spille fodbold. De var farlige i deres omstillinger og havde en enkelt god chance i første halvleg,” siger AC Norddjurs-træner Karl Juul.

Hjemmeholdet brændte flere store chancer og kunne have ført mere end 1-0 ved pausen, og blandt andet brændte Alexander Boelt Bruun en kæmpechance i en helt fri position.

”Malthe Engelund trak målmanden til sig og kunne have afsluttet selv, men spillede Alexander helt fri foran et helt tomt mål, men han formåede at skyde ved siden af,” fortæller Karl Juul.

Den mindste spiller oversprang to fyrtårne

AC Norddjurs må resten af sæsonen undvære holdets målmand Rasmus Henriksen, som ikke har overvundet de skader han fik i den første kamp mod Mørke IF. I stedet står markspilleren Thor Larsen på mål.

”Vi ville egentlig have skiftet en anden spiller på mål i 2. halvleg, så Thor kunne komme med i spillet i marken, men af respekt for Åstrup/Hammelevs spil holdt vi ham i målet til vi kom foran med 3-1, hvor han blev afløst af Job Moll Olsen,” fortæller Karl Juul.

AC Norddjurs gik efter at score et hurtigt mål efter pausen, og det lykkedes i halvlegens 2. minut, da samspillet mellem Isak Isaksen og Malthe Engelund gik alt for stærkt for gæsterne, så formstærke Engelund kunne score til 2-0.

”Åstrup/Hammelev begyndte at se møre ud, men efter 55. Minutter fik de reduceret til 2-1 og så var kampen resultatmæssigt helt åben igen. Men de var ved at være godt brugte og bolden lå på vores fødder omkring 70 procent af tiden,” siger Karl Juul.

Således i det 64. minut, hvor AC Norddjurs-spillere kørte bolden rundt i mellem sig med 16-18 afleveringer uden at en Åstrup/Hammelev-fod rørte den, da højre back Jesper Larsen til sidst slog et langt indlæg ind i den bagerste del af det lille felt, hvor holdets mindste spiller Isak Isaksen sprang op mellem to fyrtårne og vandt duellen.

”Det varet et godt hovedstød med en god timing og med hele opspillet var det kampens flotteste mål,” mener Karl Juul.

Topscorer Kasper Schmidt Jørgensen fik som ofte før en pause på bænken i 2. halvleg, men kom ind ti minutter før tid og fik kort før tid slået sejren fast med et hovedstød til 4-1 på et godt indlæg fra Mathias Brøgger.

Målmand Thor Larsen fik spilletid i marken ved stillingen 3-1 og afløste en af kampens store profiler Malthe Engelund. Ved en af sine første boldberøringer blev han spillet helt fri og var alene med målmanden, men ramte stolpen med sit skud.

Mathias Brøgger blev valgt til kampens spiller på AC Norddjurs’ hold for en fin kamp med mange gode detaljer og et stærkt løbearbejde, men cheftræner Karl Juul kunne især glæde sig over, at hele holdet og især Malthe Engelund viser en stærkt opadgående formkurve.

AC Norddjurs spiller lørdag kl. 15.00 mod Skødstrup SF på Studstrup Idrætsanlæg.

Kampfakta

Serie 4, Pulje 68

AC Norddjurs - Åstrup/Hammelev IF 4 - 1 (1- 0)

Mandag 11. juni kl 19.00 på Stenvad Stadion

Målscorere:

1 - 0 Kasper Schmidt Jørgensen (6. min.)

2 - 0 Malthe Engelund (46. min.)

2 - 1 Frederik Wurtz (55. min.)

3 - 1 Isak Steenfeldt Isaksen (64. min.)

4 - 1 Kasper Schmidt Jørgensen (87. min.)

Publiceret 14 June 2018 10:08

Adresseavisen Syddjurs nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Adresseavisen Syddjurs
SENESTE TV