Team Pilgaard Motorsport kunne tillade sig at smile stort efter en vellykket weekend i Norge. Fra v.: Henrik, Casper og Jørgen Pilgaard. Foto: Dan Knudsen

Team Pilgaard Motorsport kunne tillade sig at smile stort efter en vellykket weekend i Norge. Fra v.: Henrik, Casper og Jørgen Pilgaard. Foto: Dan Knudsen

Casper Pilgaard kom, så og storsejrede i Norge

Vellykket fjerde afdeling af Renault Formel 4 Danmark for den 20-årige Ryomgård formelpilot

Af
Lars Norman Thomsen

Det blev en rigtig god weekend for Casper Pilgaard, da sæsonens 4. afdeling af Renault Formel 4 Danmark blev kørt på Rudskogen Motorsenter, cirka 90 kilometer syd for Oslo.

Den 3,237 kilometer lange bane byder dels på store højdeforskelle, men også på store langsider, hurtige sving og masser af bremsedueller.

Fredagen blev afsluttet med den officielle træning for Formel 4 klassen, og her satte den 20 årige racerkører fra Ryomgård den hurtigste tid af alle. Så der var en god mavefornemmelse inden kvalifikationen lørdag morgen, fortæller man hos Team Pilgaard Motorsport, hvor baglandet udgøres af Casper Pilgaards far, Jørgen Pilgaard, og onkel, Henrik Pilgaard.

Tredjeplads i heat 1

Ved lørdagens kvalifikation formåede Casper Pilgaard at køre hurtigere end i træningen, men alligevel rakte det kun til 5. startposition til heat 1.

Trods det fik Casper Pilgaard en flot start og var med det samme oppe på P3. Denne placering lykkedes det ham at holde gennem alle 14 omgange, så en godkendt tredjeplads til at starte weekenden med..

Til heat 2 skulle han starte 6’er, fordi der blev vendt rundt på Top 8 fra det første løb, som reglerne foreskriver. Det gav en masse ballade i feltet, da de hurtigere kørere skulle overhale de lidt langsommere. Her var der uheldigvis 3 biler som stødte sammen, og løbsledelsen valgte fluks at stoppe løbet, så der kunne blive ryddet op.

"Da løbet blev startet igen, valgte Casper at holde sig ude af alt for mange kampe og tage den sikre vej rundt på omgangene. Det gav virkelig pote, og stille og roligt rykkede han længere og længere op i feltet, så han faktisk kørte i mål på en fin 4. plads, selv om han kørte på brugte dæk," fortæller Team Pilgaard Motorsport i den udsendte pressemeddelelse efter weekendens løb i det norske.

Det tredje og sidste heat skulle startes fra pole position, så her valgte teamet at sætte helt nye dæk på bilen. Det gav Casper Pilgaard indlysende fordele, og dem forstod han at udnytte til fulde.

Den røde og hvide Mygale Formel 4 racer med startnummer 5 trillede i mål på en sikker førsteplads med over hele 14 sekunder ned til nummer 2.

Kan øjne tredjepladsen

Weekendens resultater betød, at Casper Pilgaard rykker op på 5. pladsen i det samlede klassement om DIF Danmarksmesterskabet.

De to foranliggende kørere, Mikkel Grundtvig på tredjepladsen og Aske N. Bramming på fjerdepladsen med henholdsvis 140 og 137 point, er begge inden for rækkevidde, mens nummer 1 og 2, Casper T. Hansen med 222 point og Jonas L. Nielsen med 157 point, bliver noget sværere at indhente. Der er dog fortsat fire afdelinger tilbage, så der kan ske masser af forskydninger i topstillingen, før den endelige DM-vinder kan kåres.

Det næste løb i serien køres 24.-26. august, når Grand Prix Danmark afvikles på FDM Jyllandsringen, Danmarks længste racerbane med en længde på 2300 meter – en bane som Casper Pilgaard traditionelt formår at køre rundt på i høj fart.

Kan han fortsætte stilen fra Norge i Danmark, er der håb om, at han rykker yderligere op i klassementet. Casper Pilgaard har haft for vane de senere år at køre sig varm hen over sæsonen og slutte langt bedre end han starter en løbsserie..

Der deltager ni biler i løbsserien.

Publiceret 17 July 2018 00:40

SENESTE TV