Tre nye sorte bælter til karateklub i Hornslet

Tre lokale karateudøvere er nu fået et nyt bælte

Karate For nylig var der store sommerfugle i maven hos tre af de voksne karatefolk i Syddjurs Karateskole i Hornslet. I over et år havde de trænet og forberedt sig på at tage et stort skridt i karateudviklingen og forsøge at få sort bælte.

Gradueringen skulle foregå i København. Her havde karateforbundet IOGKF sat tid og sted for en graduering til sort bælte. Det er en særlig graduering. Her kommer deltagere fra hele landet. Fælles for dem er, at de har mange års træning i bagagen. Plus de har trænet hårdt og målrettet mindst et år, for at kunne klare de hårde krav, der stilles af dommerne.

Selve gradueringen varer i omkring tre timer. Her bliver deltagerne testet i både deres tekniske færdigheder, men også fysisk styrke, udholdenhed, mentale kundskaber og kendskabet til karatens mange facetter indenfor stilarten Okinawa Goju-Ryu Karate-do.

I karatesprog hedder sortbælte shodan. Det er første grad med sort bælte. Efter det kan man fortsætte til nidan, sandan og så videre. På mere almindeligt dansk svarer det til 2. dan, 3.dan og videre op ad gradsstigen.

De tre fra Syddjurs klarede gradueringen i fin stil, og må nu udskifte deres tidligere brune bælte med et nyt, sort.

Publiceret 19 July 2018 05:30

SENESTE TV