Kasper Kolstrup Møller kan begå sig på mange scener. Fredag aften var han kampafgørende, da Nørre Djurs HK debuterede i 2. Division med en sejr. Foto: Lars Norman Thomsen

Kasper Kolstrup Møller kan begå sig på mange scener. Fredag aften var han kampafgørende, da Nørre Djurs HK debuterede i 2. Division med en sejr. Foto: Lars Norman Thomsen

Divisionshåndbold: Kasper Kolstrup Møller var et levende plankeværk i Nørre Djurs HK’s premieresejr

Nørre Djurs HK vendte bøtten i 2. halvleg i 22-20 sejr i åbningskampen i 2. Division mod HRH 74, Roslev

Af
Martin Schultz

Nørre Djurs HK fik med en sejr på 22-20 en perfekt start i 2. Division, da HRH 74, Roslev fredag aften gæstede en velbesøgt Nørre Djurshallen. Omkring 250 tilskuere var mødt frem og skabte en forrygende kulisse til til premierekampen, som hjemmeholdet i den allersidste fase fik overtaget i og først ved stillingen 20-19 for første gang i kampen kom foran. Herfra holdt Nørre Djurs HK dog modstanderen stangen og kunne fra stillingen 20-20 med yderligere to scoringer sikre sig den perfekte start som oprykkere i 2. Division.

”Men vi skulle lige bruge en halvleg til at smide benovelsen over bord. Spillerne var tændte og parate, men der var også nervøsitet og forkrampethed,” siger Nørre Djurs HK’s nye træner Benny Nielsen, for hjemmeholdets var bagud med både 0-3 og 7-12 inden man kunne gå til pause bagud med 10-14.

Men ikke mindst på forrygende målmandsspil af Kasper Kolstrup Møller i 2. halvleg holdt hjemmeholdet gæsterne nede på seks scoringer, hvoraf to var straffekast.

”Vi slap gashåndtaget i 2. halvleg, havde held med nogle kontra’er, og kom på uafgjort ved stillingen 18-18. Når man har været bagud gennem hele kampen, så er det vigtigt at komme foran, og det gjorde vi med 21-20 og sluttede kampen med at få fremtvunget et straffekast, som Nicolaj Danefeld scorede på,” fortæller Benny Nielsen.

12 redninger fra Kasper Kolstrup Møller

Nørre Djurs Hk havde det svært i 1. halvleg mod det etablerede 2. Divisionshold fra HRH 74, Roslev.

”HRH 74, Roslev gjorde ondt på os, og der var modstand på. Vi blev ikke overraskede over hvad de kom med, men vi havde svært ved at styre dem. Vi spillede tungt, men kom til mange afslutninger uden at score tilstrækkeligt med mål. Og vi havde svært ved at holde vores forsvarsaftaler og vi lavede fejl, som vi ikke havde lavet i optaktsfasen,” fortæller Benny Nielsen.

Kristoffer Petersen startede i målet hos Nørre Djurs HK, men forsvaret sejlede, og han blev efter godt tyve minutter afløst af Kasper Kolstrup Møller.

”Og Kasper Kolstrup Møller leverede en kampafgørende indsats og havde 12 redninger i resten af kampen, hvilket er meget stærkt stået,” siger Benny Nielsen.

Og ikke blot blev der lukket af i målet, men spillerne slap også forkrampetheden og steppede op i 2. halvleg og spillede bedre og bedre. Gæsternes føring blev indhentet og fra 16-17 var forskellen på holdene kun et mål inden Nørre Djurs HK i slutfasen vente kampen til egen fordel.

Brændte for mange chancer

”Det her er en godkendt start. Vi skulle bruge en halvleg til at smide nerverne og forkrampetheden, men derfra spillede vi faktisk udmærket, så der er ros til alle spillere. Jeg vil dog godt have en højere udnyttelsesgrad på vores chancer, for vi brændte for mange muligheder,” siger Benny Nielsen, som i 2. halvleg spillede ”smalt” og i høj grad trak veksler på de rutinerede spillere.

Nicolaj Danefeld blev topscorer med seks mål, heraf tre på straffekast, mens Simon Søgaard scorede fem rene mål, og Henrik Storm Pedersen var også skarp med fire mål, heraf et på straffekast. Rasmus Secher kom rigtig godt i gang i 2. halvleg og bandt spillet godt sammen, og Rasmus Lund leverede en stærk og rutineret arbejdsindsats især i 2. halvleg og var med til at sætte dagsordenen i forsvarsspillet.

Over alle strålede dog Kasper Kolstrup Møller, som agerede levende plankeværk og leverede en stor indsats, som holdt et etableret 2. Divisionshold som HRH 74, Roslev nede på seks scoringer i 2. halvleg.

”Det var så jeg måtte nive mig selv i armen,” indrømmer en glad Nørre Djurs HK-træner Benny Nielsen, som også var imponeret over publikums engagement og opbakning i ”hulen”.

”Det var fantastisk at opleve det her hjemmepublikum, og vi må finde på en måde at kommunikere med spillerne på under kampen, for de kunne ikke høre mig fra sidelinjen, så høj var stemningen i Nørre Djurshallen,” fortæller Benny Nielsen.

I sin næste kamp møder Nørre Djurs HK lørdag kl. 14.00 NNFH-Lemvig på udebane.

Kampfakta

2. division, Pulje 1

Nørre Djurs HK - HRH 74, Roslev 22 - 20 (10 - 14)

Fredag 21. september kl. 20.00 i Nørre Djurshallen

Målscorere for Nørre Djurs HK:

    Nikolaj Danefeld: 6 mål (3 straffe)

    Simon Søgaard: 5 mål

    Henrik Storm Pedersen: 4 mål (1 straffe)

    Rasmus Secher Eldrup: 2 mål

    Simon Østergaard: 2 mål

    Mathias Nymark Rasmussen: 1 mål

    Bryan Mathew Odour: 1 mål

    Nikolaj Moll Larsen: 1 mål

Publiceret 23 September 2018 19:30

SENESTE TV