Mørke har endnu den første sejr til gode efter oprykningen til Serie 3. Foto: Lars Norman Thomsen

Mørke har endnu den første sejr til gode efter oprykningen til Serie 3. Foto: Lars Norman Thomsen

Seriefodbold: Jens Madsen ødelagde sæsonens første Mørke IF-triumf kort før tid

Åstrup/Hammelev IF udlignede bundholdet Mørke IF’s føring med syv minutter igen i jævnbyrdig 1-1 kamp på Aastrup Stadion i Serie 3

Af
Martin Schultz

Mørke IF havde sat næsen op efter tre gode point, som kunne give håb til holdet i bunden af rækken, da oprykkerne fredag mødte Åstrup/Hammelev i en aftenkamp i kunstlys på Aastrup Stadion.

Men selvom Mørke IF’s spillere var opsatte og gerne ville have en sejr med hjem fra det norddjurske, så måtte de nøjes med det ene point mod det altid snu og rutinerede hjemmehold, for opgøret endte 1-1 efter at Åstrup/Hammelev IF fik udlignet kort før tid i en kamp, hvor hvert hold havde sin gode halvleg.

”Det var en meget lige og jævnbyrdig kamp, hvor Mørke IF var bedst i 1. halvleg, og hvor vi var bedst i 2. halvleg,” siger Åstrup/Hammelev IF’s træner Kim Busse.

”Mørke IF var sat mere op end os. De skulle have en sejr. Det var også et bedre hold end det vi mødte sidste, og de havde de første to store chancer i kampen,” siger Kim Busse, hvis hold dog også havde et skud på undersiden af overliggeren inden Mørke IF fik bragt sig foran efter godt en halv times spil.

”Vi spillede 1-1, og det synes jeg var et fair resultat. Vi havde hver vores halvleg. Vores plan var at presse fra start og sætte os på kampen. Åstrup/Hammelev IF havde et forsøg på overliggeren, men vi var cool og spillede virkelig godt. Vi vandt alle nærkampe og fik folk med frem til chancer,” siger Mørke IF’s træner Tonni Kristensen.

Jens Madsen udlignede syv minutter før tid

Mørke IF kom foran efter en halv times tid, da bolden ikke blev clearet i Åstrup/Hammelev IF’s forsvar efter et hjørnespark, hvor bolden efter et par riposter endte hos Morten Rasmussen, som flugtede bolden hårdt i mål til en 1-0 føring. Kort før scoringen måtte Åstrup/Hammelev IF’s målmand Marcus Bak ud i ti minutter efter et gult kort.

”Mørke IF fik en friløber og Marcus løb ud af sit mål for at prikke bolden væk, da de stødte sammen,” er Kim Busses udlægning af situationen.

”Simon Toft tog trækket udenom deres keeper og blev flækket. Direkte rødt kort uden tvivl, men dommeren gav gult, som er pinligt. Simon Toft kunne have taget bolden anden gang og scoret, men dommeren fløjtede i stedet for og fratog os målet. Ej, det var skidt,” mener Tonni Kristensen.

I 2. halvleg var Åstrup/Hammelev IF bedst, mener Kim Busse.

”Det var som om Mørke IF blev bange for at vinde. De havde ikke et skud på mål i hele 2. halvleg, og vi havde store chancer og afslutninger. Vi havde i hvert fald fem chancer, som var gået ind på en god dag, men den aften ville bolden ikke i mål.”

Men hjemmeholdet måtte helt frem til det 83. minut, før udligningen faldt, da Benjamin Due Stentoft Jensen sendte et frispark fra kanten af feltet ind over, hvor Jens Madsen ved den bagerste stolpe kom løbende til og sparkede bolden i mål.

”Søren Sørensen blev valgt til Kampens spiller. Han fik stoppet en del i forsvaret og var også med i meget fremad banen. Der var 5-6 nye spillere med på holdet, og blandt dem var der fire U19 spillere. Og så var Jonathan Henig hjemme på weekend fra Aalborg og stillede sig til rådighed for holdet,” fortæller Kim Busse.

Åstrup/Hammelev IF skal på lørdag til Auning Stadion for at møde Auning IF.

”Hvis vi ikke taber denne kamp, så rykker vi ikke ud af Serie 3. Men taber vi, så åbner tingene sig for alvor i puljen,” mener Åstrup/Hammelev IF’s træner Kim Busse.

Mørke IF fightede helt vildt

Tonni Kristensen er enig i, at Mørke IF mistede momentum i 2. halvleg

”Vi kom til at bakke for meget i stedet for at presse op. Åstrup/Hammelev IF pressede og havde et par store muligheder. Vores målmand Hp (Henrik Pedersen, red.) reddede med foden og en reflexredning. Vi er lidt heldige i den periode, at de ikke fik scoret. Der var en tro på, at vi kunne vinde, så folk fightede helt vildt. Men syv minutter før tid fik de en dødbold, som de lagde ind, hvor Hp, siger han, ikke kunne se den på grund af lyset og den mørke bane, så han fik kun lige fingrene på og slået den videre, men der kom en og sparkede den ind til 1-1,” forklarer Tonni Kristensen.

”De fik et gult kort lige efter og så pressede vi dem de sidste minutter. Lau Olsen fik en kæmpe chance og bankede bolden op på overliggeren efter deres keeper havde haft hånden på. De fik også en chance, hvor jeg var mere end rød i hovedet, for Emil Møller blev totalt slagtet bagfra på midten og alle regnede med frispark og kort. Men sørme om dommeren ikke dømte noget, så Åstrup/Hammelev IF fik en kontra, som de heldigvis sparkede ved siden af,” fortæller Tonni Kristensen.

Kampens spiller blev Asker Skytte, som spillede i forsvaret efter afbud fra Emil Anker, og Asker Skytte spillede ifølge Tonni Kristensen med ro og overskud.

Allerede onsdag aften skal Mørke IF i kamp igen, når AC Norddjurs venter på kunstgræsbanen på Tirstrup Idrætsefterskole.

”Vi skal en flok til Liverpool fredag til mandag. Vi takker AC Norddjurs meget for at flytte kampen. De har krammet på os, men spiller vi som i de sidste kampe, skal vi nok give dem kamp til stregen,” siger Tonni Kristensen.

Kampfakta:

Serie 3, Pulje 35

Åstrup/Hammelev IF - Mørke IF 1 - 1 ( 0 - 1)

Fredag 28. september kl. 18.30 på Aastrup Stadion

Målscorere

0 - 1 Morten Lykke Rasmussen (30. min.)

1 - 1 Jens Madsen (83. min.)

Publiceret 02 October 2018 18:00

SENESTE TV