Therese Due scorede syv mål i sæsondebuten. Foto: Hornslet IF

Therese Due scorede syv mål i sæsondebuten. Foto: Hornslet IF

Divisionshåndbold: Ida Nielsen tilbage i målhumør i Hornslet IF’s sæsonpremiere

Hornslet IF’s kvinder i 3. Division fik en flot start på den nye sæson med en sejr på 34-22 over Hammel GF

Af
Martin Schultz

Efter en pause på 10 måneder på grund af en korsbåndsskade stemplede stortalentet Ida Nielsen igen ind på Hornslet IF’s divisionshold i håndbold, da hun søndag eftermiddag i storsejren over Hammel GF blev topscorer med otte mål.

”Alle spillede en fornuftig kamp og leverede en fin indsats for det fælles mål. Vi lykkedes med det vi ville, og der er godt humør i vores homogene trup,” siger Hornslet IF’s træner Max Ørum Christensen, som også i denne sæson står for holdet sammen med sin trænerkollega Niels Chr. Pedersen.

”Vi spillede en rigtig god gang håndbold og lavede 34 mål. Heraf de 19 i første halvleg, og det er fremragende. Vi gik lidt ned i gear i 2. halvleg og gav lidt væk til sidst. Men alle spillere ramte niveauet,” siger en tilfreds Max Ørum Christensen.

Mange udskiftninger på holdet

Det var med en vis spænding, at Hornslet IF gik ind til kampen mod Hammel GF. Hornslet IF rykkede i foråret ned efter bare én sæson i 2. Division.

”Vi hentede 18 point, og det burde være rigeligt til at blive i rækken. Men det var en helt usædvanlig sæson i en stærk pulje, og vi manglede lidt held, så det var helt absurd at skulle rykke ned,” siger Max Ørum Christensen.

”Vi var spændt på at komme i gang, fordi vi har haft mange udskiftninger på holdet, efter at flere af de ældre spillere har trukket sig. Og efter en sæson i 2. Division oplever vi også nye ting på de hold, som vi møder i vores pulje i 3. Division.”

Men Hammel GF voldte nu ikke Hornslet IF’s kvinder mange problemer.

”Kampen var kun tæt de første minutter. Vi havde lidt problemer forsvarsmæssigt, men fik løst det ved at pille en af Hammel GF’s bagspillere ud gennem en mandsopdækning, som vi fastholdt resten af kampen,” fortæller Max Ørum Christensen.

Svær udekamp venter søndag i Aarhus

Max Ørum Christensen forudser mere modstand, når Hornslet IF søndag kl. 13.00 møder Christiansbjerg IF i Christiansbjerghallen i Aarhus.

”Det er en ny kamp mod et klart bedre hold end Hammel GF. Vi skal ramme et højt niveau, hvis vi vil have to point med hjem fra Christiansbjerghallen,” siger Max Ørum Christensen.

Udover Ida Nielsen med otte mål, ramte også Therese Due og Emilie Gammelvind Sørensen plet med hver syv mål.

Målmand Malene Breinbjerg stod en god kamp i målet. Hun blev i de sidste 12 minutter af afløst af Mia Søgaard Bang.

Mia Nielsen, som er tilbage efter to og et halvt års skadespause blev sparet på bænken, mens Emma Kærgaard spillede med på Jyllandsserieholdet, som indledte sæsonen med at tabe med 24-19 til Randers KFUM.

Kampfakta;

3. Division, Pulje 3

Hornslet IF - Hammel GF 34 - 22 (19 - 11)

Søndag 30. september kl. 15.00 i Hornslethallerne

Målscorere:

    Ida Nielsen: 8 mål

    Therese Due: 7 mål

    Emilie Gammelvind Sørensen: 7 mål

    Caroline Juhl Johansen: 4 mål

    Katrine Solgaard Jensen: 4 mål

    Sara Thrue: 3 mål

    Julie Kristine Svendsen: 1 mål

Publiceret 05 October 2018 11:30

SENESTE TV