Dennis Holdgaard bliver ny cheftræner i Kolind-Perstrup fra årsskiftet. Foto: Lars Norman Thomsen

Dennis Holdgaard bliver ny cheftræner i Kolind-Perstrup fra årsskiftet. Foto: Lars Norman Thomsen

Seriefodbold: Dennis Holdgaard ny cheftræner i Kolind-Perstrup

Efter tre vellykkede år i Vivild skifter Dennis Holdgaard fra grønt til orange, når han fra 2019 overtager træneransvaret i Kolind-Perstrup

Af
Lars Norman Thomsen

Klubmanden Thomas Zacher Sørensen takker af i Kolind-Perstrup som cheftræner, når sidste kamp er spillet i dette efterår i Serie 1 efter to og et halvt år med tre oprykninger og en enkelt nedrykning for førsteholdets vedkommende på fem sæsoner.

Thomas Zacher Sørensen, 38, selv tidligere anfører og førsteholdsspiller i Kolind-Perstrup, overtog førsteholdet i Serie 3 og rykkede holdet op på rekordtid til Serie 1. Efter en enkelt nedrykning til Serie 2 brød holdet hurtigt tilbage og rykkede op igen i Serie 1.

Holdgaard tager over

Hans afløses af et andet kendt fodboldnavn på Djursland, Dennis Holdgaard, snart 43, der lige nu er ved at slutte tre ligeledes vellykkede år i hjerteklubben Vivild IF. Holdgaard har i sin tid i Vivild prøvet to nedrykninger til Serie 2 og to oprykninger til Serie 1, hvor førsteholdet nu har stabiliseret sig.

Allerede kort efter sommerpausen blev det meldt ud, at Dennis Holdgaard ikke skulle fortsætte i Vivild efter gensidig overenskomst.

Begge parter var enige om, at tiden var kommet til at prøve noget nyt i stedet for at fortsætte samarbejdet yderligere et år.

Vivild kunne kort efter melde ud, at duoen Michael Blom og Tony Henriksen skulle tage over Holdgaard.

Sidstnævnte var indstillet på at fortsætte trænerkarrieren, og forhandlingerne med Kolind-Perstrup har stået på i et stykke tid og har reelt været afsluttet til begge parters tilfredshed for nogle uger siden.

Dennis Holdgaard, der bor i Auning, ønskede dog, at der først blev meldt noget ud, når Kolind-Perstrup og Vivild havde afviklet deres indbyrdes møde i Serie 1. Det skete i sidste weekend med Kolind-Perstrup som sejrherre.

"Jeg fortalte spillerne det før dagens kamp mod DGL 2000, og Vivilds ledelse fik også at vide, at jeg efter nytår skal til Kolind," siger Dennis Holdgaard.

Vil slutte bedst muligt

Dennis Holdgaard er så professionelt indstillet, at han vil slutte bedst muligt af i Vivild, hvor han i en årrække selv var en dominerende spiller på klubbens førstehold, primært i Jyllandsserien, og mens han arbejdede på Sjælland også tog flyveren hjem i weekenden, hvis Vivild kaldte på ham.

"Vivild har betydet vildt meget for mig i mange år, så jeg vil gøre alt for, at de sidste måneder bliver så perfekte som overhovedet muligt," understreger Dennis Holdgaard.

"Folk, der kender mig, ved, at Kolind først bliver et tema, når min aftale med Vivild er vel overstået. Vi har fem kampe tilbage i Serie 1, og både spillerne og jeg er så ambitiøse, at vi går efter at vinde dem alle sammen."

Publiceret 06 October 2018 18:44

SENESTE TV