Nicolaj Jarsmer er Djurslands bedste seriespiller, når han er fit. Det viste han igen i weekendens kamp for FC Djursland. Arkivfoto: Martin Schultz

Nicolaj Jarsmer er Djurslands bedste seriespiller, når han er fit. Det viste han igen i weekendens kamp for FC Djursland. Arkivfoto: Martin Schultz

Danmarksserien: Nicolaj Jarsmer dagens mand i stærkt FC Djursland comeback

Nicolaj Jarsmer sikrede FC Djursland et point med to mål og en assist i 3-3 kampen mod Lyseng IF, som blev hentet i de sidste minutter

Af
Martin Schultz

”Med lidt mere dygtighed, coolness og held kunne vi have fået alle tre point med hjem fra mødet med Lyseng IF. Men i betragtning af, at vi var bagud med 3-1 i det 78. minut, så vil jeg stille mig tilfreds med det ene point.”

Det siger FC Djurslands cheftræner Robert Sørensen, efter at hans hold lørdag eftermiddag i den svære udekamp mod nedrykkerne fra Lyseng IF fra rækkens top tre på en stærk slutspurt sikrede sig 3-3 og dermed endnu et vigtigt point på kontoen.

Dermed fortsætter FC Djursland de gode takter, som gennem de sidste fem kampe har givet hajerne point i fire kampe med en sejr og tre krydser. I alt rækker de seks point til oprykkerne kun til en sidsteplads i tabellen, men trods alt en fremgang efter lutter nederlag i de første fem kampe.

”Havde kampen været 3-4 minutter længere, tror jeg på, at vi havde lavet et mål mere. Lyseng IF virkede trætte og groggy efter vores to scoringer indenfor de sidste tre minutter. Med lidt mere tid havde vi vundet,” siger Robert Sørensen.

Stillede op i juletræsformation

FC Djursland stillede op i 4-3-2-1 formation for at lokke omstillingsholdet Lysenmg IF frem på banen.

”Den opstilling bliver kaldt en ”juletræsformation”, der som udgangspunkt er en lidt defensiv opstilling. Vi ville lade Lyseng IF have bolden og så satse på omstillinger,” siger Robert Sørensen, som ikke have ungspillerne Emil Bjerre Busk og Janus Tranæs Didriksen med i truppen, fordi de sammen med de øvrige elever på Brazil fodboldlinjen er taget på en tre ugers studietur til Brasilien.

Så formationen var lavet om med en bagkæde med Gustav Friis Overgaard og Casper Stylsvig Bæksted i midten og med Rasmus Brasch og Mauricio Held på backpladserne. Den kontrollerende midte bestod af Rasmus Cramer, Felipe Soares og Kristian Alvarez Gertsen, som havde Nicolaj Jarsmer og Jamil Faizi foran sig som offensivspillere. Helt fremme i toppen af juletræet spillede Morten Bruun.

Kampen startede jævnbyrdigt uden de store chancer til nogen af holdene.

”Vi var godt med over hele linjen, men efter 20 minutter blev vi spillet helt tyndt af tre-fire førstegangsafleveringer og så en bold i dybden, og vores målmand Christian Rygaard havde ikke en chance,” fortæller Robert Sørensen.

FC Djursland satsede offensivt

FC Djursland fik dog udlignet efter 33 minutter, da Jamil Faizi fik fat i bolden og satte to Lyseng-spillerne inden han sendte bolden fladt ind foran mål, hvor Nicolaj Jarsmer blot behøvede at sætte indersiden på til stillingen 1-1.

”Lyseng IF havde derefter nogle store chancer, som Christian Rygaard tog sig godt af, men et par minutter senere kom vi bagud, da Casper Stylsvig Bæksted mistede en ufarlig bold, da han vendte sig mod målet med bolden i stedet for at cleare den. En Lyseng-spiller huggede bolden fra ham og scorede,” siger Robert Sørensen.

Et kvarter ind i 2. halvleg kom Kristian Kaagh ind i stedet for Morten Bruun, og Jacob Munk Christensen afløste Rasmus Brasch på backpladsen for at give mere fremdrift. Kaagh fik en friløber 4-5 minutter senere uden at score, og efter 75 minutter blev der satset endnu mere offensivt.

”Vi skiftede til en 3-5-2 formation og satte Christian Rytter Fløjborg ind midtbanen og tog Mauricio Held ud af bagkæden. Nicolaj Jarsmer og Kristian Kaagh spillede på toppen,” fortæller Robert Sørensen.

Bundopgør mod IF Lystrup næste lørdag

FC Djursland satsede offensivt, men blev fanget på bagkant i en omstilling efter 78 minutter, hvor Lyseng IF fik scoret til 3-1 i flere forsøg.

”Men vi havde momentum og blev ved med at køre på offensivt med et meget direkte spil,” siger Robert Sørensen.

Og offensiven hav resultat, for efter 87 minutter blev en diagonalbold sendt bagerst i feltet, hvor Jarsmer sendte den på tværs til Kristian Kaagh, som scorede til 3-2. Og i det 88. minut blev der scoret efter nogenlunde samme opskrift, hvor bolden faldt ned til Nicolaj Jarsmer, som scorede til 3-3 fra kanten af feltet.

”Vi blev belønnet for at spille offensivt. Vi spillede fuldstændig lige op med Lyseng IF, og fik igen et godt resultat. Vi arbejder stenhårdt og bygger på, men der er ingen nemme kampe i denne række. Men med den indstilling vi viser, venter der flere point på os,” mener Robert Sørensen, som kalder Nicolaj Jarsmer en temmelig kampafgørende spiller med to mål. Jamil Faizi fik et gult kort i kampen og får sikkert en karantæne i den næste kamp mod IF Lystrup.

FC Djursland spiller mod IF Lystrup næste lørdag kl. 15.00 på HSM Arena i Grenaa. Lystrup IF ligger næstsidst i rækken med syv point, så der er tale om et bundopgør.

”Men Lystrup IF har på det seneste hente nye spillere ind, så det bliver en svær kamp,” siger Robert Sørensen.

Kampfakta:

Danmarksserien, Pulje 4

Lyseng IF - FC Djursland 3 - 3 (2 - 1)

Lørdag 6. oktober kl. 13.15 i Lyseng Idrætspark

Målscorere:

1 - 0 Jonathan Emdal (20. min.)

1 - 1 Nicolaj Jarsmer (33. min.)

2 - 1 Frederik Brochstedt Pedersen (36. min.)

3 - 1 Frederik Brochstedt Pedersen (78. min.)

3 - 2 Kristian Kaagh (87. min.)

3 - 3 Nicolaj Jarsmer (88. min.)

Publiceret 07 October 2018 19:00

SENESTE TV