Frederik Lyng var tidligere en målsluger på håndboldbanen. Dette scorings-gen har han i denne oprykningssæson hos Østdjurs 91 overført til fodboldbanen. Foto: Lars Norman Thomsen

Frederik Lyng var tidligere en målsluger på håndboldbanen. Dette scorings-gen har han i denne oprykningssæson hos Østdjurs 91 overført til fodboldbanen. Foto: Lars Norman Thomsen

Seriefodbold: To pletskud af Frederik Lyng, da Østdjurs 91 sikrede sig oprykning

Østdjurs 91 rykker op Serie 2 efter en sejr på 5-1 over Åstrup/Hammelev IF. Frederik Lyng og Nicolaj Pedersen blev dobbelte målscorere

Af
Martin Schultz

Med en sikker sejr på 5-1 over Åstrup/Hammelev IF gjorde Østdjurs 91 lørdag eftermiddag på Trustrup Stadion rent bord efter en særdeles vellykket sæson og sikrede sig oprykning til Serie 2.

Så spillere, træner og tilhængere kunne fortjent lade champagnepropperne springe og efter de indledende øvelser i omklædningsrummet kunne oprykningsfesten fortsætte på Trustrups lokale bodega Madam Mim.

Men det var en kamp, som Åstrup/Hammelev IF havde stor ære af især i 1. halvleg, hvor gæsterne havde flere gode muligheder for at bringe sig foran.

”Vi startede meget usikkert og nervøst, og vi kan takke vores målmand Kim Jensen for, at Åstrup/Hammelev IF ikke fik udnyttet deres muligheder i 1. halvleg. Åstrup/Hammelev IF er et dygtigt hold med gode spillere, og der var lidt nerver på. Det var jo top mod bund, og vi havde snakket om, at der skulle arbejdes hårdt af alle mand. Vi fik da også arbejdet os ind i kampen,” fortæller Østdjurs 91’s træner Michael Pedersen.

”Vi var godt med i 1. halvleg og havde en del chancer. Vi havde bolden lige så meget som Østdjurs 91, men vi var ikke skarpe nok i begge felter. Vi forærede dem to mål i 1. halvleg,” siger Åstrup/Hammelev IF’s træner Kim Busse.

Giftig bænk blev sat ind i 2. halvleg

Så det var tophold mod bundhold og Østdjurs 91, som skulle have en sejr for at have oprykningen på plads inden næste lørdags svære udekamp mod Nørager B, kom bedre med i kampen og fik den nødvendige medgang. Nicolaj Pedersen blev dobbelt målscorer med målene til 1-0 og 3-0, og så scorede brandvarme Mikkel Kjeldsen for tredje kamp i træk, da han i det 43. minut scorede til 2-0.

”Vi skiftede tre mand ud i pausen, for vi havde en rigtig giftig bænk. Frederik Lyng var igen på jagt, men var klar til at blive sat ind på toppen efter pausen, mens vi kunne sætte de to unge kanter Jacob Toxbro Andreasen og Sebastian Glarman ind for at give fart på fløjene,” fortæller Michael Pedersen.

Og Frederik Lyng kunne fortsætte jagten på banen med yderligere to pletskud på oplæg fra de to unge kantspillere, for både Jacob Toxbro Andreasen og Sebastian Glarman serverede indlæg fra hver sin side til topscoreren, som scorede til 4-0 i det 55. minut og til 5-0 i det 87. minut.

”Vi pressede deres backs med vores hurtige kanter i 2. halvleg og kunne have scoret flere mål, mens Åstrup/Hammelev IF havde chancerne til at score i 1. halvleg,” siger Michael Pedersen.

Åstrup/Hammelev IF fik reduceret til 5-1 i kampens sidste minut på et flot mål af Frederik Hougaard, som løb på tværs i det lille felt og kunne sparke bolden helt op i krydset, hvor den tog både overligger og stolpe.

Åstrup/Hammelev IF’s skæbne afgøres lørdag

”Vi forærede for meget væk og var ikke skarpe nok i felterne. Men vi gik ud til 2. halvleg med god gejst og havde en kæmpechance ved Mikkel Busk i de første minutter. Men i stedet scorede Østdjurs 91, og sådan er det være bundhold. Vi er tilfredse med vores indsats i kampen, men ikke med resultatet,” siger Åstrup/Hammelev IF’s træner Kim Busse.

Mikkel Busk, som til daglig spiller på klubbens Serie 5 hold, blev kåret til kampens spiller.

Med nederlaget til Østdjurs 91 og Auning IF’s storsejr over Mørke er det nu Åstrup/Hammelev IF, som ligger under nedrykningsstregen. Begge hold har 12 point, og det hele afgøres på lørdag, hvor Åstrup/Hammelev IF tager imod TRIF på hjemmebane, mens Auning IF på Auning Stadion får besøg af AC Norddjurs. Ved pointlighed rykker Åstrup/Hammelev IF ned i Serie 4, for Auning IF er bedst i de indbyrdes opgør.

Østdjurs 91 er sikre på oprykning og slutter med manér på lørdag, når der er arrangeret bus for spillere og tilhængere til den sidste kamp mod Nørager B.

Til den kamp er der afbud fra anfører Simon Laursen og topscorer Frederik Lyng. Den rutinerede målmand, 37-årige Kim Jensen, blev kåret til kampens spiller efter sejren mod Åstrup/Hammelev IF.

Kampfakta:

Serie 3, pulje 35

Østdjurs 91 - Åstrup/Hammelev IF 5 - 1 (3 - 0)

Lørdag 27. oktober kl. 15.00 på Trustrup Stadion

Målscorere:

1 - 0 Nicolaj Pedersen (23. min.)

2 - 0 Mikkel Kjeldsen (43. min.)

3 - 0 Nicolaj Pedersen (45. min.)

4 - 0 Frederik Lyng (55. min.)

5 - 0 Frederik Lyng (87. min.)

5 - 1 Frederik Hougaard (90. min.)

Publiceret 30 October 2018 20:37

SENESTE TV