Divisionshåndbold: Nørre Djurs HK indgiver protest efter smalt nederlag til Aars HK

Nørre Djurs HK tabte med 28-26 mod Aars HK, men cheftræner Benny Nielsen har indgivet en protest mod en kampafgørende dommerkendelse

Af
Martin Schultz

"Der skal mere end ti minutters godt spil til for at vinde en håndboldkamp.”

Det siger en med egne ord ”absolut ikke tilfreds” cheftræner Benny Nielsen, der tirsdag aften så sit hold Nørre Djurs HK tabe med 28-26 efter 19-11 ved halvleg på udebane til Aars HK, men som havde svært ved at skjule sin frustration og utilfredshed over kampens forløb.

”Jeg vil kalde kampens udfald for det store togrøveri med omvendt fortegn. Det var os selv, der frarøvede os sejren ved en ikke tilfredsstillende indsats gennem det meste af kampen. Vi kunne tælle 22 afslutninger vi ikke scorede på, og 12 af dem var kæmpechancer. Det er ikke godt nok, og der blev talt med store bogstaver både under og efter kampen,” siger Benny Nielsen, som nærmest mener der ikke var mere hår at rykke i på hans hoved efter de to halvlege i Idrætscenter Østermarken i Aars.

Nørre Djurs HK kom først for alvor med i kampen i de sidste ti minutter ved stillingen 27-20 og havde med fem minutter igen ædt sig ind på hjemmeholdet til stillingen 27-24. Med to minutter igen stod det 27-26 inden Aars HK endegyldigt sikrede sig sejren med et mål til 28-26.

Helt op i det røde felt

Oveni i frustrationerne over spillet blandt sine spillere kom Benny Nielsen helt op i det røde felt midt i 2. halvleg, da han var så uenig med kampens dommere i en dommerkendelse, at han efter kampen indgav en protest.

”Aars HK spillede en bold langt frem og vores målmand Kasper Kolstrup Møller gik ud af sit mål for at afværge bolden og er i kontakt med en Aars HK-spiller. Dommerne stopper tiden for at konferere om kendelsen, og de ender med at dømme straffekast, fordi de har en formodning om at Henrik Pedersen trådte i eget felt i sit tilbageløb. Jeg kan ikke acceptere, at en håndboldkamp skal dømmes på formodninger, og jeg mener deres kendelse blev kampafgørende. Derfor indgav vi protest mod dommerkendelsen, og hvis den tages til indtægt, skal der spilles en ny kamp,” siger Benny Nielsen om kampens dramatiske højdepunkt.

I Benny Nielsens optik var Nørre Djurs HK nemlig på vej tilbage i kampen, og i de følgende minutter halede gæsterne mere og mere ind på hjemmeholdet, selvom en af holdets profiler, Nicolaj Danefeld Hansen, midt i 2. Halvleg var blevet sendt i bad efter sin tredie udvisning i kampen, som betød rødt kort.

Simon Søgård var helt forrygende

Kampen var indledningsvist en levende håndboldkamp med godt angrebsspil fra begge sider, men midt i 1. halvleg var Aars HK kommet foran med 10-6.

”Vi smed simpelthen bolde væk. Det var helt vanvittigt. Aars HK’ store stregspiller nåede aldrig med hjem, men fik i stedet kastet bolden frem efter vores fejl. På den måde forærede vi 5-6 mål væk i 1. halvleg. Jeg talte med kæmpebogstaver i pausen, men vi blev ved med at smide bolde væk i 2. halvleg, selvom vi begyndte at få mere greb om spillet. Især fordi vi i vores forsvar satte Mathias Nymark Rasmussen frem, hvor han som en anden Jackson Richardson (tidl. fransk landsholdsspiller, red.) generede modstandernes angrebsspil,” fortæller Benny Nielsen.

”I de sidste ti minutter var vi ved at hente Aars HK. Simon Søgård Jensen var helt forrygende og scorede ni af sine ti mål i 2. halvleg og Kasper Kolstrup Møller i målet klarede to straffekast i slutfasen. Vi burde have vundet kampen med 6-7 mål, men lavede alt for mange fejl til at kunne vinde. Efter kampen var der en voldsom glæde over at vi kunne vende tilbage i kampen, men også en kæmpe frustration over at vi i 50 minutter kunne lave så mange fejl,” siger Benny Nielsen.

”Vi var taktisk meget velforberedte, men der skal mere end ti minutters godkendt spil til for at vinde en håndboldkamp. Så jeg er absolut ikke tilfreds.”

Nørre Djurs HK har nu turneringspause frem til søndag 24. februar, hvor Hornbæk SF kommer på besøg i Nørre Djurshallen.

Men før det venter en håndboldoplevelse, når Nørre Djurs HK fredag 15. februar kl. 20.00 i pokalturneringen Santander Cup tager imod ligaholdet Århus Håndbold i Nørre Djurshallen.

Kampfakta:

2. division herrer, Pulje 1

Aars HK - Nørre Djurs HK 28 - 26 (19-11)

Torsdag 7. februar kl. 20.15 i Idrætscenter Østermarken, Aars

Målscorere:

    Simon Søgård Jensen: 10 mål

    Henrik Storm Pedersen: 4 (1) mål

    Simon Østergaard: 4 mål

    Rasmus Dalsgård Lund: 2 mål

    Rasmus Secher Eldrup: 2 mål

    Mikkel Milling: 2 mål

    Nicolaj Danefeld Hansen: 1 mål

    Henrik Pedersen: 1 mål

    Udvisninger:

    Nicolaj Danefeld Hansen: 3 x 2 min.

    Rasmus Dalsgård Lund: 2 min.

    Henrik Petersen: 2 min.

    Rasmus Secher Eldrup: 2 min.

Publiceret 08 February 2019 23:00

SENESTE TV