Gustav Mogensen modtog sidste år Lokalavisen og PR electronics Talentpris ved Syddjurs Aaward 2018. Mindre et år efter tager han nu springet til engelsk fodbold

Gustav Mogensen modtog sidste år Lokalavisen og PR electronics Talentpris ved Syddjurs Aaward 2018. Mindre et år efter tager han nu springet til engelsk fodbold

Gustav Mogensen tager hoppet over Nordsøen

Fodboldtalentet med lokale rødder skifter fra AGF til engelske Brentford FC på en treårig kontrakt

Af
Lars Norman Thomsen

PINDSTRUP Gustav Mogensen, der fylder 18 den 19. april 2019, Pindstrup, modtog sidste år Lokalavisen og PR electronics Talentpris ved Syddjurs Award 2018 i Rønde Idrætscenter.

Nu flyver fodboldtalentet med bopæl i Pindstrup snart over Nordsøen for at bosætte sig i Swinging London.

AGF har nemlig solgt 17-årige Gustav Mogensen til danskerklubben Brentford FC, kom det frem i sidste uge.

På Brentfords hjemmeside skriver man, at den U19-spilleren er købt for et ukendt beløb, og at han skal til at starte med skal tørne ud for Brentfords B-hold.

Hans kontrakt med AGF ville udløbe til sommer, og rygterne vil vide, at Brentford har betalt to millioner kroner for stortalentet.

Mogensen, der kom til AGF fra IF Midtdjurs sammen med sin jævnaldrende holdkammerat Mads Thorsøe Bager, som også træner med AGFs superligatrup i ny og næ, gennemførte i sidste uge et lægetjek og skifter med øjeblikkelig virkning.

Han har fået en kontrakt af tre års varighed med mulighed for et års forlængelse.

Dansker-koloni

Brentfords B-hold har Lars Friis, tidligere assistenttræner i AGF under Glenn Riddersholm, som cheftræner, og på holdet er andre unge danskere som Nikolaj Kirk, Mads Bech Sørensen og Luka Racic.

Det er i det hele taget en sand danskerenklave, som U17-landsholdsspilleren træder ind i, for på førsteholdet optræder den danske A-landsholdsspiller Henrik Dalsgaard og den tidligere goalgetter i FC Nordsjælland, Emiliano Marcondes, og de har tidligere Brøndby-træner Thomas Frank som cheftræner.

I weekendens opgør i Championship (næstbedste række i England) vandt Brentford FC hjemme 5-2 over Blackburn Rovers efter at have været bagud med 2-0 efter blot 8 minutters spil. Henrik Dalsgaard spillede fuld tid hos hjemmeholdet, mens unge Mads Bech Sørensen (tidligere Østbirk og AC Horsens, årgang 1999) varmede bænken i samtlige 90 minutter. De øvrige danskere var ikke med i truppen.

"Klubben har scoutet Gustav i lang tid, og jeg er glad for, at vi endelig har været i stand til at få en aftale i stand og få ham hertil. Han er en stor og stærk centerforward med fantastisk teknik, og vi ser virkelig frem til at hjælpe ham med at tage hans talent til det næste niveau. Han er en spændende ung spiller med masser af potentiale, og jeg tror, han passer godt ind i vores miljø. B-holdet handler om holdarbejder og individuel udvikling, og jeg tror, at Gustav vil være i stand til at excellere på begge disse områder," siger Lars Friis til klubbens hjemmeside.

Startede i Pindstrup

Gustav Mogensen begyndte i de helt unge år karrieren i IF Viking Pindstrup, før han fortsatte i IF Midtdjurs.

Han er ud af en rigtig sportsfamilie. Hans far, Jesper Mogensen, var som ungdomsspiller, også et stort og ambitiøst talent i Kolind-Perstrup, før en grim knæskade ved et indendørsstævne i Kolind Hallen satte en stopper for en videre karriere. Hans farfar, Tage Mogensen, var også en dygtig og målfarlig seriespiller i de unge år i Skjold Ryomgård, og på mødrene side skal det også nævnes, at onklen, Jacob Busch, var en dygtig seriespiller i Viking Pindstrups storhedstid.

Den temperamentsfulde Busch scorede mange mål med låget, fordi han var dygtig til at udnytte, at han var høj som et hus.

At Gustav Mogensen nu kører den helt ud og hopper over Nordsøen til en spændende fodboldfremtid, vækker naturligvis stolthed i både familien og i lokale fodboldkredse.

Publiceret 08 February 2019 10:15