Lene Fogsgaard (i forgrunden) styrer deltagerne gennem den timelange træning på parkeringspladsen foran IF Midtdjurs klubhus. Foto: Lars Norman Thomsen

Lene Fogsgaard (i forgrunden) styrer deltagerne gennem den timelange træning på parkeringspladsen foran IF Midtdjurs klubhus. Foto: Lars Norman Thomsen

Aktive pensionister henter sund inspiration i kinesisk kulturarv

Hver onsdag formiddag kan man på parkeringspladsen ved IFMs klubhus beundre 25-30 aktive mennesker, der dyrker en årtusindgammel kinesisk motionsform

Af
Lars Norman Thomsen

RYOMGÅRD Tai Chi/Qigong er en koreografi af sammenhængende, flydende bevægelser, der er gode for både krop og sind. Alle led og muskler bruges, og man træner både smidighed, styrke og balance - samtidig med at man afstresser sindet. Tai Chi/Qigong dyrkes efterhånden i mange sammenhænge: idrætsforeninger, folkeoplysningsforbund og Ældresagen. Netop Ældresagen Midtdjurs har haft Tai Chi/Qigong på programmet i et stykke tid, og disciplinen, der har rod i gammel kinesisk kampkunst, er blevet et tilløbsstykke for især pensionister. Hver onsdag kl. 10 mødes 25-30 seniorer til en times fællestræning ved IF Midtdjurs klubhus. Der trænes primært udendørs, men står regnen ned i stænger eller det er bidende koldt, er der mulighed for at træne indendørs i klubhuset.

Da Lokalavisen kiggede med forleden, foregik træningen på parkeringspladsen foran klubhuset.

"Alle kan være med og få udbytte, uanset alder, træningstilstand og mulige skavanker, da Qi Gong er en skånsom aerobic form," siger certificeret qigong-instruktør Lene Fogsgaard, der har ansvaret for træningen sammen med Børge Fogsgaard, som ligeledes er certificeret qigong-instruktør.

Simple øvelser

Til tonerne af musik på gamle kinesiske instrumenter indøves langsomme, bløde, cirkulære, kontrollerede bevægelsesfigurer. Motion forbundet med nydelse, så man bliver motiveret til at holde ved og træne.

"Den ganske særlige styrke ved den kinesiske motionsform er, at der opbygges styrke og energi indefra gennem evnen til at slappe kroppen af," fortæller Lene Fogsgaard.

Øvelserne er simple, afslappede og lette at lære gennem de mange og rolige gentagelser.

Deltagerne har fuld fokus, og der er ingen som siger et kvæk i løbet af den time, som træningen varer.

Instruktørerne kommer med deres anvisninger i et stemmeleje, der hverken er råbende eller anmassende.

Som tilskuer tror man på, at Tai Chi/Qigong har en beroligende og afstressende virkning, som giver udøverne en indre ro.

Publiceret 16 February 2019 16:30