Filippa Hog Laursen er en af nøglespillerne hos TRIF fra positionen på venstre back. Foto: Lars Norman Thomsen

Filippa Hog Laursen er en af nøglespillerne hos TRIF fra positionen på venstre back. Foto: Lars Norman Thomsen

Sammenhold bag succes til TRIF håndboldpiger

TRIF’s U14 piger spiller med i toppen af 1. Division og ser frem mod et topopgør på hjemmebane mod Horsens HK

Af
Martin Schultz

HÅNDBOLD “Det går næsten over al forventning.”

Sådan siger træner Anders Rasmussen om TRIF’s pige U14 hold i håndbold, som med en førsteplads i 2. Division efter en totalt nervepirrende afslutning på sæsonen inden jul for første gang i klubbens historie sikrede sig en plads i 1. Division B.

Vi skal yde maksimalt for at klare os mod holdene i 1. Division. Men det har vi også gjort, og det betyder, at vi efter fire kampe er ubesejret og spiller med i toppen af rækken,” siger Anders Rasmussen. Pigerne kan i begyndelsen af marts se frem til et travlt program med tre hjemmekampe på en uge. Efter kampe mod Vejle Håndbold Klub og AGF er der topopgør i Rønde Idrætscenter torsdag 7. marts kl. 19.00, når duksen Horsens HK kommer på besøg.

“Her skal vi virkelig præstere optimalt, for Horsens HK har maksimumpoint og er rækkens bedste hold med to profiler, som er udtaget til talentsamlinger i DHF’s regi,” siger Anders Rasmussen, som sammen med Florian Wichert og Ida Bang Mogensen udgør trænerholdet bag de talentfulde TRIF-piger.

Stor fysisk styrke

TRIF’s U14 piger har vundet tre kampe med AGF, Hørning Håndbold og Vejle Håndbold Klub og spillet uafgjort mod Ikast f.S. i en kamp, hvor målvogteren Ditte Mikkelsen blev skadet af en forstrækning umiddelbart inden kampstart.

“Det er flot, at vi som en klub på landet kan klare os så godt mod hold fra meget større klubber. Men vi mener, at vores gode sammenhold og en meget engageret træningsindsats sammen med vores særlige tiltag for at hæve niveauet betyder, at vi kan spille op med så gode hold,” siger Anders Rasmussen. Pigerne træner tre gange om ugen og har desuden mulighed for individuel træning.

“Mange af pigerne har spillet sammen siden de var ganske små, så de har et rigtig godt kendskab til og stoler på hinanden. De kender deres roller på holdet, og det er derfor, at vi har kunnet gå direkte fra A-rækken over 2. Division og til 1. Division. Pigerne har løftet sig som et hold, og de bakker hinanden op, hjælper hinanden i de dårlige perioder, og gør hinanden bedre.”

Ifølge Anders Rasmussen står holdet stærkt og med stor fysisk styrke i forsvaret, men mangler lidt i angrebsspillet.

“Men vi løber stærkt i kontrafasen med vores dygtige venstre fløj Mathilde Guldager Østergaard. Og så har vi to fysisk stærke spillere i stregspiller Olivia Nisted og venstre back Filippa Hog Laursen,” siger Anders Rasmussen.

Møde om fremtiden

Anders Rasmussen og hans trænerkolleger Florian Wichert og Ida Bang Mogensen håber at kunne fortsætte det gode arbejde med U14 håndboldpigerne, som kommer fra Rønde/Thorsager-området, fra Mols og en enkelt fra Risskov.

“Men vi har en smal trup på 11 spillere, så bare en enkelt smutter kan det være svært at sikre holdet. Men vi bliver alle klogere, når vi i næste uge har holdt et møde med spillere, forældre og klubben om hvad planerne er for fremtiden. Vi får udfordringer de kommende år, når nogle af pigerne tager på efterskole. Men vi håber at få tilført spillere og er blandt andet i dialog med Ebeltoft IF om et samarbejde,” siger Anders Rasmussen.

Håbet er at bevare et ungdomshold i 1. Division og dermed give pigerne mulighed for at udleve deres ambitioner i de kendte rammer i deres barndomsklub.

Publiceret 25 February 2019 15:00