Ebeltofts herresenior kan med en sejr over RKG fra Klarup sikre sig oprykning til DBU Futsal Liga Vest. Foto: Ebeltoft IF

Ebeltofts herresenior kan med en sejr over RKG fra Klarup sikre sig oprykning til DBU Futsal Liga Vest. Foto: Ebeltoft IF

Hjælp Ebeltoft i indendørs Superligaen

Der er en plads til landets bedste futsalliga på spil, når Ebeltoft IF på fredag spiller en afgørende kvalifikationskamp og holdet håber på stor lokal opbakning

Af
Lars Norman Thomsen

Ebeltoft IF’s seniorspillere har med stor succes vinteren skiftet græsbanerne ud med de indendørs futsalbaner og kan næste sæson spille med blandt landets bedste indendørsspillere, hvis opgøret i Ebeltoft Idrætscenter fredag 22. marts mod RKG fra Klarup ender med en sejr.

Efter at have vundet deres indledende pulje deltog holdet, der består af spillere fra Ebeltoft og enkelte fra et par aarhusianske klubber, i et kvalifikationsstævne til ligaen. Her blev det til et nederlag i finalen, men det flotte resultat gav adgang til en kamp mod dette års nr. syv i Futsal Ligaen Vest, RKG, om at spille med blandt landets bedste næste sæson.

Historie

Navnet futsal er en sammentrækning af ”fútbol sala/de salon”på spansk og ”futebol de salão” på portugisisk og kan oversættes til ”indendørs fodbold”.

Futsals historie kan dateres helt tilbage til Uruguay i 1930. Dette var også året for det første officielle VM i ”klassisk” fodbold, som blev afholdt i netop Uruguay. Fodbold var, og er, suverænt den mest populære sport i Sydamerika og man spillede fodbold hvor og hvornår man kunne. Derfor opstod der også mange afarter af fodbold og det var på denne måde futsal opstod.

16 hold i Ligaen

Landets bedste liga omfatter i alt 16 hold. De er opdelt i en Øst- og en Vest-pulje. Vinderen af kampen mellem Ebeltoft og RKG spiller i DBU Futsal Liga Vest i næste sæson, mens det tabende hold spiller i futsal 1. division Vest under DBU Jylland / Fyn.

"Det vil være et stort resultat for holdet og klubben, hvis det lykkes at vinde denne kamp, og holdet får brug for al den opbakning, de kan få. Spillerne håber så mange som muligt vil være med til at skabe en festlig stemning i hallen og hjælpe holdet til sejr," lyder det fra Ebeltoft IF i en pressemeddelelse.

Kampen fløjtes op i Ebeltoft Idrætscenter kl. 19.30. Der er gratis adgang.

Publiceret 15 March 2019 12:51