Morten Bruun blev i 1. halvleg nedlagt af Vatanspors målmand og scorede selv sikkert på straffesparket. Arkivfoto: Young Work Productions

Morten Bruun blev i 1. halvleg nedlagt af Vatanspors målmand og scorede selv sikkert på straffesparket. Arkivfoto: Young Work Productions

Danmarksserien: Unge Robin tog straffe i overtiden i sejr til FC Djursland

Et afbudsramt FC Djursland vandt med 2-1 på udebane over Vatanspor på mål af Nicolaj Jarsmer og Morten Bruun. Dagens mand var målmand Robin Bossen Arvid

Af
Martin Schultz

Med en klasseredning på et straffespark tre minutter ind i overtiden blev den unge målmand Robin Bossen Arvid kampens spiller, da FC Djursland med en overraskende sejr på 2-1 på udebane over indvandrerklubben Vatanspor fik den bedst tænkelige start på forårssæsonen.

FC Djursland havde holdt sin 2-1 føring gennem hele 2. halvleg, da dommeren i overtiden dømte straffespark til hjemmeholdet efter at en FC Djursland-spiller havde trukket en Vatanspor-spiller omkuld efter en standardsituation.

”Vatanspor satte deres anfører og en af holdets absolutte profiler Selim Genc til at sparke. Bolden sad lange ude, men lige i ”chokoladehøjde” for målmanden. Og Robin havde læst skuddet og sprang ud i sin højre side og fik en lab på. Det var rigtig godt taget,” lyder rosen fra FC Djurslands cheftræner Robert Sørensen.

Med sejren kom FC Djursland fint i gang med foråret og de 13 ”knald eller fald” kampe, som gerne skal slutte med at hajerne ender på 7. pladsen i rækken med 10 hold og dermed er helt sikre på endnu en sæson i Danmarksserien.

Horribel optakt med 11 afbud

Og cheftræner Robert Sørensen og hans stab var glade for 2-1 sejren, for sjældent var der væltet så mange afbud ind over holdet som til forårspremieren mod Vatanspor.

”Det var helt horribelt. Aldrig i mine 22 år som træner har jeg oplevet så uvirkelig en optakt. Vi manglede 11 spillere på grund af skader. Men på grund af vores vanvittig gode træningskultur og de krav vi stiller til hinanden, lykkedes det. Vi stillede op i en meget stram defensiv organisation, og den fulgte spillerne til perfektion,” fortæller Robert Sørensen, som stillede med kun en målmand i kampen, efter at Jesper Bredahl var blevet skadet til træning og Anders Emil Hjort røg ind til en blindtarmsoperation med dags varsel. Men Robin Bossen Arvid stod for presset og blev med tre kampafgørende redninger dagens mand i skysovs.

Med afbud fra profiler som Kristian Kaagh, Jeppe Juhl Jensen, Kristian Alvarez Gertsen, Jamil Faizi, Morten Smidt, Emil Bjerre Busk og Jesper Sørensen, og desuden lyn-exit’en fra Mauricio Held, som fornylig er skiftet til Fremad Valby, var der brug for en mandfolkeindsats fra de andre spillere i truppen.

”Vi stillede med en bagkæde med Jens Chr. Sørensen og Carsten Stylsvig Bæksted på backerne, og med Nicolaj Jarsmer og Rasmus Brasch i midterforsvaret. Felipe Soares og Rasmus Cramer spillede på den defensive midtbane. Janus Tranæs Didriksen lå som en ti’er offensivt på midtbanen med Søren Koch Østergaard og Christian Fløjborg på kanterne. Helt fremme spillede Morten Bruun. Frederik Laursen, Grace Adieu Sibomana og Nichlas ”Høffe” Høpfner Hansen sad på bænken og kom alle ind i 2. halvleg,” fortæller Robert Sørensen.

Helt fri Koch brændte en direktør

”Vi ved, at Vatanspor kan have nogle udfald i løbet af kampen, men kan ellers spille meget fin fodbold og har rigtig meget fysik i front i form af Khaled Paikar. Men det var som om Vatanspor ikke var til stede de første 20-25 minutter, og hos os var især Søren Koch Østergaard på kanten både bedre og hurtigere end sin modspiller,” fortæller Robert Sørensen.

FC Djursland kom foran efter 14 minutter, da Nicolaj Jarsmer sendte et direkte frispark i mål med et indadskruet skud, som egentlig var tænkt som et indlæg.

”Efter 30 minutter skulle vi have været foran 2-0, da Christian Fløjborg vandt en bold i Vatanspors højre side og sendte et godt indlæg ind i bagrummet til en helt fri Søren Koch Østergaards hovede. Det var noget af en direktør,” fortæller Robert Sørensen.

Der blæste en hård vind på langs af banen og Vatanspor havde det svært i 1. halvleg, for boldene løb ud over baglinjen for dem. Til gengæld kom FC Djursland foran med 2-0 i det 37. minut, da Felipe Soares sendte et indadskruet frispark ind i feltet, hvor hjemmeholdets målmand nedlagde en helt fri Morten Bruun. Frontløberen tog selv straffesparket og placerede sikkert bolden i nettet til 2-0.

”Vatanspor skabte ikke noget i det åbne spil, men fik i det 40. minut reduceret, da vi begik et unødvendigt frispark. Den unge Abduljabar Cumar Moussa Hassan Mohamed sparkede fra 30 meter bolden ind helt oppe i hjørnet,” siger Robert Sørensen.

To kolosser i front

”I 2. halvleg kom Vatanspor som ventet buldrende og skiftede store Frederik Normann ind, så de nu med Khaled Paikar havde to ”kolosser” i front. Jeg synes stadig ikke, at Vatanspor skabte noget i det åbne spil, men pumpede bolde op imod Khaled Paikar og Frederik Normann. Så vi kom under tryk og kom til at stå langt tilbage, men vi havde ved Frederik Laursen, Søren Koch Østergaard og Morten Bruun mulighed for at score til både 3-1 og 4-1,” fortæller Robert Sørensen, som roser sit forsvar og især Rasmus Brasch for en god indsats. Også Morten Bruun gjorde det godt i front, men i det hele taget var der med cheftrænerens ord ”kvalitet over hele linjen”.

Og så var det jo i dommerens overtid, at målmand Robin Bossen Arvid med sin superredning på Selim Genc’s straffespark satte trumf på og sendte de tre point til Djursland.

”Vi havde heldet og var dygtige til at holde Vatanspor væk. Vi har fået banket noget vindermentalitet ind i den unge trup,” konstaterer Robert Sørensen.

FC Djursland skal ud i en ny vigtig kamp lørdag kl. 15.00, når AaB kommer på besøg på HSM Arena i Grenaa. AaB er placeret under FC Djursland i tabellen og indledte foråret med at tabe med 3-1 til topholdet Nørresundby.

Kampfakta:

Danmarksserien, Pulje 4

Vatanspor - FC Djursland 1 - 2 (1 - 2)

Søndag 24. marts kl. 13.15 på Arena Vest Kunstgræsbane i Aarhus

Målscorere:

    0 - 1 Nicolaj Jarsmer (14. min.)

    0 - 2 Morten Bruun (37. min/straf.)

    1 - 2 Abduljabar Cumar Moussa Hassan Mohamed (40. min.)

Publiceret 25 March 2019 15:15