Veteranen Rasmus Wetche skal stadig væk vise sin målnæse, hvis Grenaa skal klare sig godt i Serie 2. Arkivfoto

Veteranen Rasmus Wetche skal stadig væk vise sin målnæse, hvis Grenaa skal klare sig godt i Serie 2. Arkivfoto

Seriefodbold: Smal Grenaa trup fik rettet op på håbløs sæsonstart

Den rutinerede måltyv, Rasmus Wetche, scorede det enlige mål, da Grenaa IF fik sæsonens første point i chancefattig kamp mod VRI i Serie 2

Af
Martin Schultz

Efter en dårlig sæsonstart med først et smalt nederlag på 4-3 til naboerne fra Østdjurs 91 på et mål i overtiden og derefter en håbløs ikke-optræden mod Christiansbjerg IF forrige lørdag, lykkedes det endelig Grenaa IF at få tre point ind på kontoen søndag middag hjemme på HSM Arena med en 1-0 sejr over VRI.

Det var holdets rutinerede angriber Rasmus Wetche, som midt i 2. halvleg i en meget chancefattig kamp scorede det afgørende mål, da han headede et indlæg på et godt sparket frispark fra Christian Rytter Fløjborg i nettet.

”Når man lader Rasmus Wetche stå fri i feltet, så header han den ind. Det vinder vi på,” siger en tilfreds Grenaa IF træner Gary Taylor.

”Det var de mange målsparks kamp og et 0-0 resultat ville have været retfærdigt. Men vi stjal et mål og havde lidt af det held vi havde i efteråret,” siger Gary Taylor, som i efteråret var ganske tæt på at rykke op med sit hold og kun på målstregen blev slået af Hadsten SK.

”Vi er kommet skævt fra start, så det var vigtigt at vinde kampen mod VRI,” siger Gary Taylor, som ikke er særlig meddelsom om Grenaa IF’s udebliven i holdets anden kamp mod Christiansbjerg IF, hvor Grenaa IF blev taberdømt med 3-0 uden kamp.

”Vi kunne ikke stille hold. Det var en kombination af mange ting. Det sker engang i mellem,” siger Gary Taylor.

I pulje med hold fra Aarhus

Grenaa IF er sammen med Østdjurs 91 de eneste hold fra Djursland i Serie 2 i forårssæsonen og er kommet i en pulje med hold fra Aarhus-området. Udover Skødstrup SF er der tale om lutter Aarhus-hold, og derfor bliver der tale om nye bekendtskaber på banen, fordi puljesammensætningen de foregående sæsoner mere har vendt mod Randers.

Grenaa IF har i denne sæson mistet en række stamspillere som Rasmus Møller, Mathias Fruensgaard, Kris Buus og Mikkel Bech, som er flyttet til Aarhus for at uddanne sig og ikke længere vil tage turen til Grenaa for at træne og spille kampe. Også Morten Winther er stoppet for at hellige sig familien.

”Til gengæld har vi fået Malthe Engelund hjem fra AC Norddjurs, og så er Martin Fiehn Andersen og Jens Madsen kommet til fra Åstrup/Hammelev IF,” fortæller Gary Taylor.

Martin Westmark Hansen, Grace Adieu Sibomana, Christian Rytter Fløjborg og målmand Robin Bossen Arvid er med i FC Djurslands trup og træner derfor ikke med holdets øvrige spillere.

”Vi er slået sammen med vores Serie 5 hold i den daglige træning, og sådan er livet i seriefodbolden. Vi har ikke så mange spillere,” siger Gary Taylor.

FC Djursland er hårdt ramt af skader og har derfor brug for mange af sine spillere på Danmarksserieholdet. Så moderklubberne bag overbygningsholdet – Grenaa IF, Østdjurs 91 og AC Norddjurs – kan ikke forvente at få ret meget hjælp fra overskydende spillere i FC Djurslands trup til kampene i Serie 2 og Serie 3.

Kampen afgjort på mål i overtiden

Årets første kamp for Grenaa IF var ”familieopgøret” mod lokalrivalerne fra Østdjurs 91. Begge hold er moderklubber bag FC Djursland.

”Det var en meget jævnbyrdig kamp, hvor Østdjurs 91 vandt på et mål i overtiden. Uafgjort ville have været et ganske fint og retfærdigt resultat,” mener Gary Taylor om kampen, som vil blive husket for en uheldig skade til Grenaa IF’s kun 16-årige målmand Mikkel Vayland Hansen, som blev korsbåndsskadet under en aktion i 1. halvleg. Den unge målmand blev afløst i buret af markspilleren Simon Sørensen.

Gæsterne fra Østdjurs 91 var foran med 1-0 og 3-2 og kampen lå længe og vippede frem og tilbage ved stillingen 3-3.

”Det var første gang vi spillede på græs i denne sæson og det var tydeligt, at vi manglede luft i de sidste 20 minutter, hvor Grenaa IF havde overtaget. Vi var presset i kampens slutning, men vi løb med sejren i overtiden, da Kasper Sloth Danefeld på et godt timet hovedstød headede bolden i mål på et frisparksindlæg ude fra siden,” siger Østdjurs 91’s træner Jesper Borup.

Grenaa IF spiller sin næste kamp påskemandag kl. 15.00 på udebane mod Fuglebakken KFUM.

Kampfakta

Serie 2, Pulje 17

Grenaa IF - VRI 1 - 0 (0 - 0)

Søndag 14. marts kl. 13.00 på HSM Arena i Grenaa

Målscorer:

    1 - 0 Rasmus Wetche (70. min.)

Serie 2, Pulje 17

Grenaa IF - Østdjurs 91 3 - 4 (2 - 2)

Søndag 31. marts kl. 13.00 på HSM Arena

Målscorere:

    0 - 1 Mikkel Kjeldsen (2. min.)

    1 - 1 Rasmus Wetche (4. min.)

    2 - 1 Rasmus Wetche (21. min.)

    2 - 2 Fabian Korsgaard (25. min.)

    2 - 3 Sebastian Glarmann (46. min.)

    3 - 3 Jens Madsen (47. Min.)

    3 - 4 Kasper Sloth Danefeld (90. min.)

Publiceret 16 April 2019 16:38

SENESTE TV