Den tidligere superliga- og Everton-spiller Peter Degn viste både temperament og skudstyrke i Ebeltoft IF’s 2-1 sejr over IF Midtdjurs. Foto: Martin Schultz

Den tidligere superliga- og Everton-spiller Peter Degn viste både temperament og skudstyrke i Ebeltoft IF’s 2-1 sejr over IF Midtdjurs. Foto: Martin Schultz

Seriefodbold: Peter Degn tæt på klassemål i Ebeltoft-sejr over IFM

Ebeltoft IF hentede sin fjerde sejr og er ubesejret i foråret, men oprykkerne var presset i 2. halvleg i 2-1 sejren over IF Midtdjurs i Serie 3

Af
Martin Schultz

Ja, der findes faktisk unge mennesker i Ebeltoft, højborgen for det ”grå guld” i Syddjurs Kommune. Og at de også spiller fodbold kunne man konstatere torsdag eftermiddag, da Ebeltoft IF vandt med 2-1 over IF Midtdjurs på kunstgræsbanen AC Huse Park i Ryomgård og hentede den fjerde sejr ud af fire mulige og dermed som oprykker blev tophold i Serie 3.

Det er ellers kun ganske få år siden, at man i Ebeltoft IF’s fodboldafdeling var tæt på at lukke og slukke for seniorfodbolden på grund af manglende interesse, men siden har man fået gang i byens voksne fodboldspillere igen.

”For to år siden havde vi faldende medlemstal og var ved at opgive seniorafdelingen, men vi har lagt et stort stykke arbejde i at få fodbolden i gang igen ved at styrke klubben nedefra. Og med Lars Skytte har vi fået en lokal træner, som sammen med Leif Thorvaldsen har forstået at få de unge til at få lyst til at spille fodbold igen. Så nu har vi 30-40 spillere og har et hold i Serie 3 og et hold i Serie 5, et damesenior hold i Serie 2, og så har vi gang i et 7 mands hold for spillere i alderen 25 til 35 år,” siger fodboldformand i Ebeltoft IF, Heine Skovbak Iversen, som selv træner et U10 drengehold.

Trænerteamet Lars Skytte og Leif Thorvaldsen har fået rigtig godt fat i de unge mennesker, og der var stor opbakning til holdet på banen fra mange unge fra Ebeltoft på tilskuerpladserne til kampen mod IF Midtdjurs.

”Jeg har trænet mange af de drenge her da de var 4-5 år, så vi kender hinanden godt. Jeg har trænet holdet siden sidste sommer, og der er en fantastisk stemning og opbakning blandt spillerne,” fortæller Lars Skytte, som har sine to sønner Viktor og Asker med på holdet.

Peter Degn med lyd på

Så der var lutter unge spillere på Ebeltoft IF’s hold med enkelte undtagelser, for med på holdet var Peter Degn, 42 år og med en stor og kendt fodboldkarriere bag sig, som kulminerede med hans ophold i Everton fra 1999 til 2001. Siden blev det til kampe for AGF, Brøndby IF, Vejle BK og til sidst Silkeborg IF, hvorfra han returnerede til barndomsbyen Ebeltoft i 2011.

”Peter rejser meget og det her var hans første turneringskamp. Men vi havde tre afbud til kampen mod IF Midtdjurs og derfor kom Peter med. Og det var et aktiv for holdet, for Peter er god til at kommunikere, og så var det godt at se, at han stadig har noget af sit temperament,” siger cheftræner Lars Skytte.

En meget boldsikker Peter Degn præsterede ikke det store løbepensum, men dirigerede forsvaret og opstillet med god lyd. Efter 22 minutter var der dog så meget lyd på, at dommeren gav ham et gult kort for brok, så han måtte ud i ti minutter. I 2. halvleg lænede Peter Degn sig op ad et rødt kort efter en batalje på banen, men dommeren sendte i stedet indskiftede Mikkel Sesler ud i ti minutter med et gult kort.

Til gengæld viste Peter Degn noget af fortidens skudstyrke, da han kort før pausen hamrede et direkte frispark på underkanten af overliggeren. Bolden strejfede et IFM-hovede på vejen og blev rettet så meget af, at det ikke endte direkte i kassen som en klassescoring bag målmand Troels Gudumlund i IFM’s mål. Bolden sprang i spil igen og hjemmeholdets forsvar fik ikke ekspederet bolden væk, så Ebeltoft IF fik to forsøg med Viktor Skytte som målscorer.

”Det mål er forhekset”

Efter en meget jævnbyrdig 1. halvleg med enkelte gode chancer i begge ender af banen, fik IF Midtdjurs overtaget i 2. halvleg. Men alligevel var det Ebeltoft IF, som i det 56. minut kom foran med 2-0. Et hjørnespark blev sendt ind over og efter lidt frem og tilbage endte bolden i hjørnet af feltet, hvorfra Kasper Basballe sparkede bolden fladt i mål i det lange hjørne.

IF Midtdjurs knoklede på for at få det mål, som kunne åbne kampen igen. Mikkel Fanø havde en god afslutning op i hjørnet, som en velspillende Ebeltoft målmand Frederik Thestrup Nielsen klarede flot. Med et kvarter igen var samme Fanø helt fri, men Frederik Thestrup Nielsen klarede liggende med benet.

”Det mål er forhekset,” sukkede IFM’s holdleder Klaus Fanø, og først med få minutter igen lykkedes det forsvarsspilleren Simon Pilgaard ved bagerste stolpe at skubbe bolden i mål til 2-1.

Hjemmeholdet trykkede på, men Ebeltoft IF slap fra Ryomgård med alle tre point og kunne juble over sæsonens fjerde sejr.

”Som i de tre første kampe i turneringen var vi i rimelig kontrol i 1. halvleg. Men vi skal turde have bolden noget mere, og vores midtbane kommer til at løbe for meget, fordi der er for langt mellem kæderne. Vi brugte kræfterne op og kom til at stå for langt tilbage i 2. halvleg. IF Midtdjurs øsede lange bolde frem og så bliver det tilfældigt. Så det blev nervepirrende. Men spillerne arbejdede godt for hinanden, og det var en god holdindsats, som jeg var tilfreds med,” siger cheftræner Lars Skytte, som dog var træt af at hans hold fik tre gule kort for hvad han kaldte ”dumme” ting.

”Vi havde i hvert fald fortjent et point, men vi brændte for meget. Boldene skulle bare være sparket i mål, for vi havde dem trykket tilbage i 2. halvleg,” siger IFM’s holdleder Klaus Fanø.

IF Midtdjurs har således kun en sejr efter fire kampe og skal næste gang møde Åstrup/Hammelev IF søndag 28. april på udebane.

Ebeltoft IF møder lørdag 27. april VH Fodbold på hjemmebanen i Ebeltoft. VH Fodbold var Skærtorsdag en tur på Stenvad Stadion og fik en snitter på 6-0 mod AC Norddjurs med ”King Kasper” Schmidt Jørgensen i målhumør med fire scoringer.

Kampfakta:

Serie 3, Pulje 35

IF Midtdjurs - Ebeltoft IF 1 - 2 (0 - 1)

Torsdag18. april kl. 15 på AC Huse Park i Ryomgård

Målscorere:

    0 - 1 Viktor Skytte (45. min.)

    0 - 2 Kasper Basballe (56. min.)

    1 - 2 Simon Pilgaard (86. min.)

Publiceret 19 April 2019 21:40

SENESTE TV