Thomas Gravesen var en fantastisk fodboldspiller i sine unge år og en unik personlighed, der stak ud fra normen, når talen falder på professionelle fodboldspillere

Thomas Gravesen var en fantastisk fodboldspiller i sine unge år og en unik personlighed, der stak ud fra normen, når talen falder på professionelle fodboldspillere

Thomas Gravesen til Ryomgård?

Den tidligere landsholdsspiller med i den bruttotrup, som er udtaget til Oldboys landsholdets besøg i Ryomgård

Af
Martin Schultz

RYOMGÅRD Der forventes masser af tilskuere, når Oldboys landsholdet fredag 31. maj entrerer Ryomgård Stadion for at møde et udvalgt hold af alderssvarende spillere fra det meste af Djursland.

Koryfæet Thomas Gravesen er blevet tilføjet den bruttotrup på 21 spillere, som DBU med landstræner Per Andersen og teknisk direktør Sepp Piontek i spidsen har udtaget til kampen.

De tidligere IF Midtdjurs spillere, brødrene Martin og Mads Jørgensen, er naturligvis med i truppen, der ankommer til Ryomgård klokken 17.15 og står klar på banen klokken 18.30.

Først en uge før kampen offentliggør DBU det endelige hold til kampen, og hos arrangørerne, IF Midtdjurs, er man naturligvis spændte på, om brødrene Jørgensen og Gravesen er med på det endelige holdkort.

Der er muligt at købe billetter i forsalg til kampen på ticketmaster.dk formedelst 60 kroner. Børn under 14 kommer gratis mod behørig dokumentation.

Thomas Gravesen stoppede sin karriere som 32-årig allerede i 2009 – inden da nåede han 66 kampe for landsholdet og deltagelse i tre slutrunder. EM i 2000 og 2004 samt VM i 2002.

Han indledte sin karriere i Vejle Boldklub i 1995 og fortsatte to år senere i Hamburg SV.

I 2000 kom han til Everton, hvorfra han i 2005 blev solgt videre til selveste Los Galácticos alias Real Madrid.

Allerede året efter blev han solgt videre til Celtic. Her spillede han godt to sæsoner, inden støvlerne blev lagt på hylden.

Publiceret 15 May 2019 10:30

SENESTE TV