Michael Jensen (tv) og Casper Moltke scorede de to mål, som gav Vivild IF sejren over FC Silkeborg på Langhøj Idrætscenter. Foto: Kurt Enevoldsen, Team Vivild

Michael Jensen (tv) og Casper Moltke scorede de to mål, som gav Vivild IF sejren over FC Silkeborg på Langhøj Idrætscenter. Foto: Kurt Enevoldsen, Team Vivild

Seriefodbold: Vivild IF tog tre vigtige point i bundskraber

Vivild IF slog bundholdet FC Silkeborg med 2-0 uden at overbevise. Fredag aften venter Lemming IF på udebane

Af
Martin Schultz

Vivild IF skaffede sig tre vigtige point i bundstriden i Serie 1, da holdet tirsdag aften slog bundproppen FC Silkeborg med 2-0 på Langhøj Idrætscenter i Vivild.

Men selvom den trods alt sikre sejr lunede i pointregnskabet, så var cheftræner Michael Blom slet ikke tilfreds med sit holds indsats.

“Det blev med længder den dårligste kamp, som vi har spillet i dette forår. Afleveringerne og førsteberøringerne var denne aften på et meget lavt niveau. Men resultatet 2-0 er umiddelbart ikke engang misvisende, fordi vi mødte bare det dårligste hold i kredsen,” siger Michael Blom.

Med tre point på kontoen blev der lagt afstand til de tre øvrige hold i nedrykningskampen inden de tre sidste spillerunder. Vivild IF skal fredag aften på en svær opgave på udebane mod rækkens nr. tre, Lemming IF.

Michael Jensen scorede på kampens detalje

Hjemmeholdet lagde sig i spidsen allerede i 1. halvleg på de to mål af Casper Moltke og Michael Jensen.

Først scorede Casper Moltke i det 11. Mmnut, da han fra en position ved forreste stolpe sparkede Magnus Glindvads hjørnespark i kassen.

“Det blev 2-0 efter 25 minutter, da Michael Jensen lavede kampens detalje. Fra kanten af feltet spændte han buen og huggede bolden i det lange hjørne hjørne uden chance for FC Silkeborgs keeper,” fortæller Michael Blom.

Begge hold spillede dårligt

I 2. halvleg fortsatte ifølge Michael Blom det dårlige spil fra begge hold.

“Men vi havde gode tilbud fra Niklas Mathiesen og Mathias Severinsen, som desværre ikke blev omsat i mål. FC Silkeborg havde ingen chancer i 2. halvleg,” siger Michael Blom.

Fredag aften kl. 19.00 gælder det kampen mod Lemming IF på Ravn alu Park i Lemming.

Vivild IF vandt den første kamp sidst i april mellem de to hold med 1-0 på en scoring af Casper Moltke, så hjemmeholdet, som ligger nr. tre i rækken uden reel chance for at true oprykningskandidaterne Dronningborg B og Kristrup Boldklub, har ikke meget andet at spille for end en revanche mod Vivild IF.

Kampfakta

Serie 1, pulje 7

Vivild IF - FC Silkeborg 2 - 0 (2 - 0)

Tirsdag 3. juni kl. 19.00 på Langhøj Idrætscenter

Målscorere:

  • 1 - 0 Casper Moltke (11. min.)
  • 2 - 0 Michael jensen (25. min.)

Publiceret 11 June 2019 07:30

SENESTE TV