Nørager træner Claus Vestergaard kalder det amatøragtigt, at Fuglebakken KFUM først meldte afbud dagen før kampdatoen. Foto: Nørager BK

Nørager træner Claus Vestergaard kalder det amatøragtigt, at Fuglebakken KFUM først meldte afbud dagen før kampdatoen. Foto: Nørager BK

Seriefodbold: Jøsses... Fuglebakken KFUM havde glemt, at der var Skanderborg Festival

Fuglebakken KFUM kunne ikke stille hold i sæsonpremieren mod Nørager B. Uafgjort i to tirsdagsopgør i Serie 3-puljen med lokale hold

Af
Martin Schultz

Der var dækket op til sæsonpremiere i Serie 3 mod Fuglebakken KFUM søndag eftermiddag på Nørager Stadion, men lørdag formiddag ringede telefonen hos Nørager-træner Claus Vestergaard.

”Det var Fuglebakken KFUM, som ringede for at få kampen flyttet. De havde glemt, at der var Skanderborg Festival, så de kunne ikke stille hold,” fortæller Claus Vestergaard til Lokalavisen.

”Men vi havde gjort alt klar til kamp søndag, så vi kunne ikke flytte kampen. Vi havde også tre spillere af sted til festival, men de kom da hjem i så god tid, at de kunne spille fodbold om søndagen. Jeg synes det er amatøragtigt med sådan en udmelding fra Fuglebakken KFUM, og det er da træls ikke at kunne spille kampen, selvom det blev til tre lette point til os,” siger Claus Vestergaard, som var klar til at give debut til de to nye spillere i truppen, Mathias Koch fra AC Norddjurs og Nicky Madsen fra Dronningborg B.

Udgangen på den aflyste kamp bliver, at Fuglebakken også skal spille den anden kamp i turneringen mod Nørager B på Nørager Stadion.

”Vi kan bestemme, hvor kampen skal spilles, og vi er lykkelige for ikke at skulle køre helt til Aarhus for at spille kampen,” siger Claus Vestergaard, som dermed tager efterårets eneste tur til Aarhus på lørdag, når Nørager B møder VRI på NES Park i Risskov.

To mål af Felipe Soares for Grenaa IF

Udover VRI og Fuglebakken KFUM er de øvrige hold i puljen nemlig hold fra Djursland, og tirsdag aften tog Grenaa IF, Auning IF og Ebeltoft IF hul på efterårsprogrammet.

I et opgør mellem nedrykkerne fra Grenaa IF og oprykkerne fra Auning IF på HSM Arena i Grenaa delte de to hold point i en 2-2 kamp, hvor Auning IF tidligt i kampen bragte sig foran med 2-0. Men Grenaa IF udlignede i 2. halvleg på to mål af Danmarksseriespilleren Felipe Soares.

På Ebeltoft Stadion tog Ebeltoft IF imod VRI i en kamp, som endte 1-1. VRI kom ifølge livescore på dbu.dk foran med 1-0 efter bare 5 minutters spil. Ebeltoft IF brændte et straffespark efter en halv time, men fik udlignet til 1-1 efter 37 minutter.

Rækkens to sidste hold, IF Midtdjurs og TRIF, skal i ilden i weekenden. Oprykkerne fra TRIF skal til Aarhus lørdag eftermiddag for at møde Fuglebakken KFUM, mens IF Midtdjurs søndag kl. 15.30 tager imod Grenaa IF på Ryomgård Stadion.

Publiceret 14 August 2019 15:30

SENESTE TV