Foto: Kristian Brasen
Foto: Kristian Brasen
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Supermarkeder vil afskaffe køer ved kassen

Fra næste år kan du hos Coop komme varerne direkte fra hylden og ned i indkøbsposen – og gå i en stor bue uden om kassen. Flere andre supermarkeder vil også gøre indkøbene nemmere

Af Louise A. Poulsen
lap@sondagsavisen.dk
Fremtidens supermarked

Amazon-butikken i Seattle er et billede på fremtidens teknologiske supermarked. Her scanner man en kode i en app i indgangen, og så foretager man sig ikke andet end at tage sine varer og gå ud. Hvad man tager, registrerer systemet selv, ligesom det også opdager, hvis man fortryder og sætter en vare tilbage på hylden. Karsten Koch fra Meng & Company forudser, at Amazon-konceptet er næste skridt inden for en årrække.

Snart kan man gå ud af supermarkedet med sine indkøb uden at stå i kø ved kassen eller løfte varerne op af vognen.

I 2018 udruller Coop systemet 'Bip og betal' – i første omgang til alle godt 400 Fakta-butikker – hvor kunderne selv kan scanne varerne på turen rundt i butikken. Både scanning og betaling foregår med mobilen, og kunderne slipper for kassekøen.

“Man springer kassen over og går uden om køen. Vi vil gerne gøre det så let og hurtigt som muligt for kunderne at handle i vores butikker. Mange indkøb sker i tiden mellem arbejde og aftensmad, og det er en stressende situation, som vi gerne vil gøre lettere for vores kunder,” siger koncerndirektør i Coop Jan Madsen.

Vil hjem til familien

Ifølge Karsten Koch, der er partner i konsulenthuset Meng & Company og rådgiver virksomheder om service, har familier aldrig været så stressede, som de er nu.

“Vi har allesammen prøvet at stå som nummer otte i køen, og det er surt, når man gerne vil hjem til familien. Bare 5-10 minutter i kø kan føles som spildtid, hvis man skal nå hjem og lave mad, eller børnene sidder og venter i bilen,” siger Karsten Koch.

I Coop har 'Bip og betal' kørt som prøve i syv butikker, og ledelsen er positivt overrasket over testen. Derfor er det planen, at det ud over i Fakta skal rulles ud i resten af koncernens butikker, der tæller Brugsen, Irma og Kvickly. Ingen af stederne er der planer om at afskaffe de bemandede kasser, selvom kunderne fremover vil kunne betjene sig selv.

“Vi kigger hele tiden på nye løsninger, der skal gøre det mere bekvemt for kunderne at købe ind. I udlandet findes butikker, der er bemandingsfrie i noget af åbningstiden. Så lukker kunderne sig selv ind, og der er videoovervågning. Det er en udvikling, vi følger,” siger Jan Madsen.

Det handler om at gøre det så nemt for forbrugerne som muligt, siger Mikkel Pii, der er partner og medejer i konsulentfirmaet Retail Consulting Company, som rådgiver detailhandlen.

“Vi kan få det, vi vil have, hele døgnet, så nu handler det om at gøre det nemt for kunderne. Convenience er den store trend lige nu – det skal være nemt og hurtigt,” siger han.

Test af Bip og Betal, Bip & Betal i Kvickly, Albertslund.

Med journalist Louise Poulsen.
Test af Bip og Betal, Bip & Betal i Kvickly, Albertslund. Med journalist Louise Poulsen.

Pakkede varer og kort kø

Hos Dansk Supermarked ser man også på løsninger, der gør indkøbene nemmere for kunderne. Bilka lancerer snart et koncept, hvor man vælger sine varer online og afhenter dem færdigpakket. Føtex har kasser, hvor man selv kan scanne sine varer, mens Bilka og Lidl begge har et loft over, hvor mange der må stå i kø ved kassen.

“Jeg tror godt, at det kan blive et konkurrenceparameter i kampen om kunderne, hvem der kan tilbyde den nemmeste og hurtigste løsning uden kassekøer. Det vil være meget attraktivt for nogle kunder, at de kan være ude af butikken på tre minutter, hvis de kun skal have lidt brød, yoghurt og mælk. Det vil helt sikkert betyde noget,” siger Karsten Koch og tilføjer, at vi fra nu af løbende vil se smartere teknologier i supermarkederne.

Mikkel Pii understreger, at det er vigtigt, at ny teknologi også virker i praksis.

“At gøre indkøbsoplevelsen så let som muligt for kunderne, blandt andet ved at lade dem 'slippe hurtigt ud igen', vil absolut være en positiv ting for nogle kunder. Men hvis løsningerne ikke fungerer gnidningsfrit, vil det afføde en endnu større irritation,” siger han og tilføjer, at det vil tage lang tid, før kunderne i stor stil tager teknologien til sig.

“Der vil formentlig gå noget tid, inden vi får afskaffet kasseassistenterne, og kunderne klarer sig hele vejen igennem på egen hånd,” spår han.

Test af Bip og Betal, Bip & Betal i Kvickly, Albertslund.

Med journalist Louise Poulsen.
Test af Bip og Betal, Bip & Betal i Kvickly, Albertslund. Med journalist Louise Poulsen.

Publiceret: 10. September 2017 14:00
Leveret af Lokalavisen

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Adresseavisen Syddjurs

ANNONCER
Se flere