Mand i Grenaa vågnede ved at to unge tyve stod i hans soveværelse. Tre minutter efter var de anholdt.
Af Martin Schultz
Onsdag aften kl. 20.43 vågnede en mand i sin villa i Sønder Alle i Grenaa ved at der stod to mænd i hans soveværelse. De uvelkomne gæster var kommet ind gennem en ulåst dør og stak af, da manden vågnede. Men tre minutter efter var de to unge anholdt af Lokalpolitiet i Grenaa. Dels ligger Sønder Allé tæt på politistationen, dels havde en genbo set de to unge mænd nærme sig det mørke hus og varslede derfor politiet.
For skæv til at blive afhørt
Politiet anholdt de to unge indbrudstyve. Det drejer sig om en 20-årig mand fra Grenaa og en 17-årig mand fra Vestjylland. Den 20-årige mand erkendte forholdet, mens den 17-årige var så påvirket af alkohol eller stoffer, at han først kan afhøres torsdag. Politiet fandt de to i besiddelse af en kikkert og en pandelampe fra indbruddet. Ved en ransagning af den 20-åriges bopæl fandt politiet desuden 12 g hash.