eloleo - stock.adobe.com

Flere farlige episoder med fyrværkeri:

Skyder efter folk og biler

Politiet opfordrer til, at man viser hensyn med fyrværkeriet

Det seneste døgn har Østjyllands Politi modtaget adskillige anmeldelser fra borgere, der på den ene eller anden måde har følt sig generet af andres affyring af fyrværkeri. Politiet modtog blandet andet i løbet af søndag formiddag fire anmeldelser om, at der blev affyret fyrværkeri på Klostertorv i Aarhus, hvilket skabte utryghed hos de forbipasserende. Det oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.

Derudover har der været flere anmeldelser fra borgere i Aarhus og Grenaa, der har set grupper af unge skyde fyrværkeri efter hinanden, efter biler eller efter andre personer. Der er også enkelte anmeldelser vedrørende postkasser, der er blevet sprængt i luften. Politiet har dog umiddelbart ikke modtaget nogen anmeldelser fra personer, der er blevet ramt af fyrværker, oplyses det i døgnrapporten.

Politiet minder om, at man godt må fyre fyrværkeri af fra og med 27. december til og med 1. januar, hvis der altså er tale om lovligt, godkendt fyrværkeri, hvis man overholder sikkerhedsafstandene, og hvis man ikke skyder mod andre personer.

Østjyllands Politi opfordrer til, at man viser hensyn til hinanden og aldrig affyrer fyrværkeri i retning mod bygninger, biler eller andre personer. Poltiet vil også de kommende dage have fokus på, at man overholder reglerne for brug af fyrværkeri.

jwh

Publiceret 30 December 2019 14:42