Foto: Rigspolitiet

Vold mod ældre kvinde ved flaskeautomat i Ebeltoft

Politiet leder efter en mand, der begik vold mod en 82-årig kvinde ved en flaskeautomat i Ebeltoft

En 82-årig kvinde blev onsdag formiddag udsat for en særdeles ubehagelig oplevelse, da hun stod ved flaskeautomaten i Føtex Ndr. Standvej i Ebeltoft.

Det oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.

Klokken 11.39 kom en anden kunde kom ind og stillede sig meget tæt på kvinden og forsøgte at komme foran i køen. Kvinden bad manden om at holde afstand og holde sin plads i køen, men det ville han ikke, og han begyndte i stedet at svine hende til verbalt og rodede også rundt i hendes pantflasker.

Kvinden bad manden stoppe og anmodede ham endnu engang om at holde afstand, hvilket fik ham til at slå hende i ryggen med en knyttet hånd, hvorefter han forlod stedet.

Østjyllands Politi hører gerne fra eventuelle vidner, der kan have set episoden og som kan hjælpe politiet med at få identificeret gerningsmanden. Politiet kan kontaktes på telefon 114.

jwh

Publiceret 13 August 2020 11:35