Debat: De industrielle solcelleanlæg - borgmestre i front eller blå negle i planlægningen?

Artiklens øverste billede
Arkivfoto

Vi har set det før, at borgmestre har stillet sig i fronten for nye teknologiske tiltag. Først ville Kirstine Bille gerne have vindmøller i sin baghave, hvor vores nuværende borgmester Ole Bollesen foretrækker solceller. Claus Wistoft ville bare have lov til at investerer, hvor han fandt det betimeligt. Så meningsmæssigt er vi godt dækket ind i Syddjurs.

Hvis vi ikke skal ende med et valg mellem pest og kolera, så må retningen for de industrielle solcelleanlæg udpeges nu, og det er for farligt at overlade til politikerne.

Indenfor håndværket er en blå negl et konkret bevis på en håndværksmæssig fejltagelse, hvor man rammer fingeren i stedet for sømmet. Nu ser vi de blå negle i den kommunale planlægning, man vil have produceret noget CO2 -neutral energi, men ender op med blå negle i landskabet som konkret bevis på dårlig planlægning.

Det var en hård kamp at få vindmøllerne ud af de kommunale planer. Først troede vi, at politikerne var modtagelige for fornuft, og bare manglede indsigt. For at formidle vores viden slap vi støj fra en vindmølle løs i byrådssalen. Men for døve ører. Den eneste virkning var at Claus Wistoft måtte bede om ro, så byrådsmødet kunne genoptages. Her lærte vi at politikere ikke lader sig overbevise, mens de ligger på reden.

Så gik vi til byrådsmøder og brugte spørgetiden på at få svar på de spørgsmål, der gjorde os urolige, uden at få dem. Først da vi kasserede det kommunale projekt, fik lavet vores egne pjecer, der var befriet for kommunal romantik, kom der skred i sagen. Med pjecerne i hånden kunne vi lave en indsamling af underskrifter, invitere politikere ud til at besigtige området og få de lokale beboeres mening.

Det rykkede. Der må være gået en stilhedens sus gennem byrådssalen, da vindmølleprojekterne blev trukket ud af den kommunale planlægning. Og i dag skal man være enten politisk døv eller investor for at fremsætte lignende forslag.

Vindmøller og store solcelle-industrier ligner hinanden, - ingen af dem er kønne! De er nyttige, men det gør dem ikke kønne. Så i ly af den grønne omstilling kan vi frygte, at der vil vokse 260 ha store blå negle op i landskabet, et område, der svarer til ca 350 fodboldbaner.

Og anlæg i den størrelse er ikke usynlige. Der skulle være planlagt omkring 250 km2 industrielle-solcelleanlæg, og vi står bare ved begyndelsen. Så i fremtiden kan det bliver svært at finde et sted, hvorfra man ikke kan se en blå negl.

Det forunderlige ved den moderne teknologi er dens fleksibilitet, så den kan bruges i både stor og lille skala. Både campingvognen og huset kan forsynes med solceller, det er samme teknologi der bare skal skaleres op eller ned. Den kan anbringes mange steder.

Det er ikke teknologien, der sætter rammerne for energiproduktionen. Det gør politikerne, og det ser ud, som de er drevet af en bestemt form for rationalitet, den økonomiske. Det er den samme interesse, der driver investorerne, men når de ikke vil bo i nærheden af deres egne projekter, så burde det automatisk føre til en ny undersøgelse der stiller spørgsmålet:Hvorfor?

Det er måden vi bruger teknologien på, der fortæller noget om, hvem vi er.

Hvorfor udnytter borgmesteren ikke deres embedsværk til at udvikle planer, der reducerer den folkelige modstand? Eller laver eksperimenter med Dan Jørgensens borgerting på det lokale miljøområde? Hvorfor får vi ikke planer hvor afstanden mellem producent og forbruger gøres mindre, så transportomkostningerne reduceres?

Lad mig prøve at skitsere et andet projekt. I Syddjurs er der mange asbesttage der snart, meget snart, skal udskiftes. Jeg kender ikke arealet, men er overbevist om, at der er nok til de solcelleprojekter, der er under udvikling i kommunen. Det burde undersøges, og her er en mulighed for at decentraliserer energiproduktionen og lave grøn omstilling på græsrodsniveau, der også vil reducere kabelarbejdet. Et projekt med alle plus ordene, men er det undersøgt?

Der findes altid alternative løsninger, svarene afhænger af hvem man spørger.

Jeg er upåvirket af, hvad Kirstine Bille eller Ole Bollesen vil have i deres baghaver, og hvordan Claus Wistoft vil bruge sine penge. Men vi fik sagt nej tak til de store vindmøller, som Per Højholdt kaldte for ’øjenbæer’’, der kan blive så grimme, at vi næsten kan lugte dem.

Og før Ole Bollesen planter sin baghave til med blå negle, så burde han stille spørgsmålet: Kan det gøres bedre? Svaret er indlysende. En problemløsning, der producerer næsten lige så mange problemer som den løser, er en dårlig løsning. Der er planlægningens blå negl, der har sat sig på Ole Bollesens fingre. Du må tilbage til skrivebordet, det er uværdigt at forlade jobbet med en blå negl.

Og Claus W - tja - han skal vel bare lade pengene blive i lommen.

Mange af os flyttede til Djursland på grund af naturen, og det forøgede livsrum vi kunne give vores børn. De skulle lære naturen at kende, både den dyrkede og den natur, der udvikler sig på naturens egne betingelser. Vi kiggede på børnehaver, skoler, og var ligeglad med skatteprocenter bare ungerne trives, og vi fik plads til både grøntsager og værksted. Som ekstra gevinst fik vi gode og hjælpsomme naboer. Det er de samme tendenser, vi ser i dag. Vi ved godt hvad der får de unge forældre til at flytte fra en treværelses bylejlighed og ud i landzonen. Hvis denne attraktionsværdi skal fastholdes, så skal det være en natur der ikke er perforeret med blå negle.

Men der er snart kommunalvalg, det gør politikerne åbne og modtagelige for gode ideer.

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen