Stor politiaktion: Flere anholdt på forskellige adresser

Efter en større aktion er fire personer anholdt i sag om narko.

Artiklens øverste billede
Flere personer blev søndag anholdt ved en politiaktion i forskellige østjyske kommuner. Arkivfoto.

Efter flere måneders intensiv efterforskning af en gruppe personer, som mistænkes for at stå bag omfattende handel med narkotika i Aarhus og omegn, lykkes det Østjyllands Politi at anholde fire personer under en politiaktion i Favrskov, Syddjurs og Aarhus Kommune søndag, oplyser Østjyllands Politi.

Personerne er tre mænd på 22, 23 og 24 år og en kvinde på 24 år, der alle bliver fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Aarhus mandag klokken 9.15.

De to af mændene sigtes for besiddelse af mindst 2,2 kilo kokain og 22 kilo hash med henblik på videreoverdragelse, mens den tredje mand sigtes for besiddelse af mindst 400 gram kokain. Kvinden sigtes for medvirken til narkohandel ved at have stillet sin lejlighed og tilhørende lokaliteter til rådighed for opbevaring af narko og penge.

I samme sag sidder tre andre personer varetægtsfængslet.

Af hensyn til den videre efterforskning anmoder anklagemyndigheden om lukkede døre ved grundlovsforhøret, og Østjyllands Politi ønsker derfor ikke at oplyse yderligere om sagen p.t.



cko

Læs også

Del artiklen