Politiet advarer: Skamløse svindlere snyder seniorer

Artiklens øverste billede
Photo: Adobe Stock

For et par uger siden fortalte vi her i avisen, hvordan en 71-årig kvinde fra Grenaa blev ringet op af svindlere, der udgav sig for at være fra politiet og franarre kvinden sine personlige oplysninger.

De seneste uger har der flere steder i Østjylland været lignende episoder, og onsdag formiddag dukkede endnu en sag op i rækken af ældre borgere, som svindlere forsøger at franarre dankort.

Klokken 11.30 blev en 62-årig kvinde fra Aarhus V kontaktet telefonisk af en mand. Han forklarede kvinden, at han havde mistanke om, at hendes dankort var blevet misbrugt. Han ville derfor sende en mand hjem til hende med det samme for at hente dankortet, så hun kunne få et nyt.

Under opkaldet ville manden i telefonen have kvinden til at oplyse sin kode, hvilket hun i første omgang afviste. Han var dog meget insisterende og sagde, at det skulle gå meget hurtigt, da hun ellerse ville miste sine penge.

Hun opgav derefter sin kode.

Fattede mistanke

Kort efter ringede det på hendes dør, hvor der stod en mand, der bad hende give ham sit dankort som aftalt i telefonen, hvilket hun gjorde.

Kvinden blev betænkelig ved situationen, og hun ringede til politiet og forklarede situationen. Hun blev vejledt af politiet, så hun kunne ringe til banken og få spærret kortet, hvilket umiddelbart lykkedes, inden der blev hævet penge på kortet.

Gode råd fra politiet

Østjyllands Politi har tidligere haft sager, hvor fremgangsmåden har været den samme som i ovenstående tilfælde.

Politiet opfordrer derfor til, at man er ekstra opmærksom, hvis man bliver ringet op af nogen, der oplyser, at de ringer fra banken. Er man i tvivl om, hvorvidt der er banken, der ringer, så lav et kontrolopkald ved at bede vedkommende om at oplyse sit navn og eventuelt den afdeling, han er ansat i.

Læg på og ring så selv op til din banks hovednummer og spørg efter vedkommende – på denne måde kan man få afklaret, om vedkommende vitterligt er ansat i banken.

Derudover advarer politiet imod, at man udleverer sine kreditkort eller andre personlige oplysninger til fremmede.

Svindlerne går ofte målrettet efter ældre personer, hvorfor politiet også opfordrer børn eller børnebørn til at tage en snak med deres ældre familiemedlemmer og advare dem om denne fremgangsmåde samt vejlede i, hvordan man kan undgå at blive snydt.

jg/sc

Læs også

Del artiklen