Indbrudstyve i ulykke efter vild biljagt: Kørte bil ud over skrænt i fuld fart

Artiklens øverste billede
Foto: Øxenholt Foto

En dramatisk biljagt endte natten til tirsdag uheldigt for to unge indbrudstyve, oplyser Østjyllands Politi.

Politiet blev klokken 03.17 alarmeret om, at der var et indbrud i gang i et sommerhus på Fuglsøvig sydøst for Knebel på Djursland.

Da en politipatrulje kort efter ankom til stedet, blev den mødt af en hurtigtkørende bil, som ikke ville standse. Derfor blev den eftersat i retning mod Ebeltoft.

Ifølge politiet udviklede forfølgelsen sig til en regulær biljagt, der endte brat ved, at bilen med de to formodede tyveknægte kørte galt på Kystvejen ved Egsmark Strand, hvor den kørte ud over en skrænt.

Betjentene fik tilkaldt en ambulance, og mændene blev reddet op.

Føreren, 28-årig mand, var kortvarigt bevidstløs, men både han og den 25-årige passager var ved bevidsthed, og kunne selv gå hen til ambulancen, da den lidt efter kom frem.

De blev begge kørt en tur på skadestuen, men der var på mirakuløs vis ingen alvorlige skader.

I bilen lå tyvekoster fra sommerhuset, hvor der var begået indbrud, og begge mænd blev sigtet for indbruddet.

Den 28-årige blev desuden sigtet for sprit- og narkokørsel, og da han for nyligt blevet idømt en fængselsstraf for nogle andre forhold – bl.a. indbrud – bliver han i dag fremstillet i grundlovsforhør med henblik på varetægtsfængsling.

Han fik i øvrigt også en sigtelse for vanvidskørsel, da farten på et tidspunkt var oppe i nærheden af 150 km/t, hvor man kun må køre 60 km/t.

jn

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen