Storbranden: Render skal slukke brændende spåner

Ny plan ved Kronospan i Pindstrup betyder, at spånbjerget bliver delt og slukkes bid for bid. Derefter deponeres det i nygravede render.

Artiklens øverste billede
Der bliver gravet render. Her lægges de slukkede spåner ned, der derefter deponeres. Foto: Øxenholt Foto

Storbranden ved Kronospan i Pindstrup fortsætter ufortrødent. Men der er kommet en ny udvikling.

Nu er der gravet render med en membran, der sikrer mod nedsivning til grundvandet.

Og her skal der tages bidder af den kæmpestore brændende bunke spåner, der så slukkes og lægges ned i renderne. Derefter deponeres de slukkede spåner.

Det forklarer administrerende direktør Sten Lassen fra Kronospan A/S.

»Vi forsøger simpelthen at få slukket ilden noget hurtigere,« siger direktøren, der understreger, at alt foregår i samarbejde med myndighederne og kommunen, så der skulle ikke være fare for udslip i undergrunden.

»Vi har indtil nu brugt eget vand fra søen i nærheden til at slukke ilden. Men det er nu stoppet. Vandet renser vi på vores eget rensningsanlæg og nu kører det i en cyklus, så det er det samme vand vi bruger igen og igen. Jeg vil gerne understrege, at det altså ikke bliver udledt nogen steder, hvor det ikke skal være.«

Ilden fortsætter ufortrødent ved Kronospan i Pindstrup. Foto: Øxenholt Foto

Ansatte arbejder med

Har du noget du gerne vil sige til borgerne i Pindstrup?

»Vi gør alt hvad vi kan, for at komme tilbage til normale tilstande. Der er ikke noget vi hellere vil. Jeg kan godt forstå, at borgerne i Pindstrup kan være urolige. Alle kan være forvisset om, at vi gør alt for at komme til bunds i det her, så vi hurtigt kan komme i gang igen og få en normal hverdag.«

Produktionen af spånplader er stoppet på fabrikken indtil videre, men der sendes stadig varer ud fra lageret. De cirka 200 ansatte er ikke sendt hjem, men arbejder alle enten med deres normale opgaver, eller hjælper til med at få branden slukket.

Har du et overblik over, hvilken betydning det her kan få?

»Det vil jeg helst ikke ind på endnu. Nu gælder det om at få det her under kontrol. Det er klart, at det her et stort bump på vejen i vores produktion. Det vil påvirke vores leverancer på kort sigt. Men vi er i kontakt med vores kunder, der er klar over vores situation og vi forsøger at finde løsninger sammen,« lyder det fra direktøren.

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen