Efter voldsom brand i Holte: En person død, mens 10 andre er sendt på hospitalet
Natten til tirsdag udbrød der brand i en etageejendom på Øverødvej i Holte.

En person er død, mens 10 andre enten er sendt til observation eller behandling på hospitalet, efter der opstod brand i en etageejendom på Øverødvej i Holte natten til tirsdag.
Det er meldingen fra vagtchef ved Nordsjællands Politi Jakob Tofte til Ritzau ifølge TV 2.
»Det har været en voldsom oplevelse. Branden er ved at være slukket, men der foregår stadig efterslukning,« fortæller Jakob Tofte.
På Twitter bad Nordsjællands Politi lidt over midnat de omkringboende om at »give plads til myndighedernes arbejde«.
Ifølge vagtchefen er det endnu for tidligt at klarlægge brandårsagen.
Nordsjællands Politi formoder dog, at branden er opstået i en af lejlighederne i etageejendommen.
Da politiet modtog anmeldelsen fra en beboer i opgangen omkring klokken 00.10, var politiets første opgave at få vækket beboerne i de fire opgange, der endte med at blive evakueret.
Over for Ritzau kunne vagtchefen natten til tirsdag endnu ikke sige, hvornår de evakuerede beboere kunne vende hjem.
»Der er mange, der skal arbejde på det her sted, inden beboerne kommer tilbage. Der er både røgskader, brandskader og vandskader fra slukningsarbejdet,« siger Jakob Tofte.



af