25-årig blæste forbi fartvogn med livsfarlig hastighed: Nu er kørekort og bil snuppet
25-årig mand gjorde sig efter alt at dømme skyldig i vanvidsbilisme på Hovedvejen i Auning.

Tirsdag kl. 16.06 fik Østjyllands Politis vagtcentral en melding fra en af politiets ATK-operatører, der netop havde blitzet en bil, der kom kørende med hele 172 km/t på Hovedvejen i Auning
Et sted, hvor hastighedsbegrænsningen er 80 km/t.
Da det er en hastighedsoverskridelse på over 100%, og dermed betragtes som vanvidskørsel, skulle føreren af bilen findes hurtigst muligt med henblik på beslaglæggelse af bilen.
Der blev sendt en patrulje til den adresse, hvor man formodede, at bilen befandt sig, og der fandt betjentene både bilen og den 25-årige mand, der var blevet blitzet af fotovognen kort forinden.
Den 25-årige mand erkendte at have ført bilen, men mente ikke, at han havde kørt så stærkt, som fotovognen havde målt ham til.
Han blev dog ikke desto mindre sigtet for overtrædelse af færdselsloven, fik inddraget kørekortet på stedet, og bilen blev beslaglagt med henblik på konfiskation.
ddp