Politiet om tragisk tivoli-ulykke: Der vil gå en rum tid, før vi kan konkludere noget
Der forestår en massiv efterforskning af ulykken i Tivoli Friheden, hvor en 14-årig pige mistede livet, fortæller Østjyllands Politi på pressemøde.
»Det er en meget, meget tragisk ulykke.«
Sådan lød det torsdag eftermiddag, da Østjyllands Politi afholdt pressemøde i forbindelse med, at en 14-årig pige fra Købehavn har mistet livet, da en del af forlystelsen Cobraens vogntog knækkede af.
En 13-årig dreng kom også til skade ved ulykken og er indlagt på Aarhus Universitetshospital
»Han har pådraget sig ikke-livstruende skader - primært på hånden. Han forventes udskrevet inden for overskuelig fremtid,« forklarede politiinspektør hos Østjyllands Politi Brian Voss Olsen, som understregede, at alle relevante pårørende er adviseret om ulykken.
Ifølge efterforskningslederen er der mange ting, politiet endnu ikke kan fortælle, da der fortsat pågår en massiv og formentlig langvarig efterforskning.
»Vi er i et meget tidligt stadie. Der pågår en stor efterforskning, hvor vi skal undersøge alt ift. godkendelser af forlystelsen, tilsyn og meget andet. Vi har fået assistance af Teknisk Institut, Arbejdstilsynet og Nationalt Kriminalteknisk Center, så vi forhåbentlig snart kan klarlægge en årsag til den tragiske ulykke. Men der venter mange undersøgelser af forlystelsen, og så skal vi blandt andet have afhørt ansatte og andre, som kan hjælpe med at finde en årsag. Der vil gå en rum tid, før vi kan konkludere, hvad der er årsagen.«
Politiinspektøren blev på pressemødet spurgt, om han kunne bekræfte, at alle godkendelser og tilsyn var, som de skal være. Det ville han dog ikke.
Desuden blev han spurgt til, om han forestiller sig, at der en sammenhæng med Cobraen-ulykken i 2008, hvor fire gæster blev kvæstet.
»Vi vil naturligvis inddrage ting fra 2008, hvis det kan være med til at klarlægge, hvad der er sket,« sagde Brian Voss Olsen.
Ifølge politiinspektøren var der mange vidner til ulykken, og han opfordrer dem, der måtte have specifik viden om ulykken, til at tage kontakt.
Mange af dem mangler politiet stadig at afhøre.
Han frarådede samtidig på det kraftigste, at man deler billeder og video fra ulykken.
Tivoli Friheden holder også lukket fredag, så myndighederne kan foretage flere undersøgelser.
ddp