Fik 28.000 for hjælp til bortskaffelse af lig: Første dom afsagt i drabssagen om Frank
En 37-årig mand blev torsdag ved Retten i Randers dømt for sin medvirken i drabet på 40-årige Frank Dan Nørgaard Jørgensen på en adresse på Djursland i sommer.
En 37-årig mand blev ved Retten i Randers torsdag dømt for medvirken til drabet på 40-årige Frank Dan Nørgaard Jørgensen, der ifølge politiet tilbage i juli blev slået ihjel på en adresse i Nimtofte på Djursland, hvorefter liget blev forsøgt bortskaffet i en skov ved Gassum.
Politiet fandt liget i skoven nord for Gassum pakket ind i plastik.
I alt seks er sigtede i sagen, og den 37-årige blev den første af de sigtede til at modtage dom for sin medvirken.
Han har siden juli siddet varetægtsfængslet, og torsdag stod han stod anklaget for at have rådgivet og vejledt til bortskaffelsen af liget af den 40-årige samt medvirken til bortskaffelse af beviser ved at ildspåsætte det 40-årige offers varevogn efter drabet.
Ydelser, som den 37-årige i alt, ifølge Østjyllands Politi har modtaget 28.000 kroner for. Han har siddet varetægtsfængslet siden 22. juli.
»Den 37-årige erkendte, at han mod betaling gav en af de andre sigtede råd og instrukser om, hvordan de bedst kunne skaffe sig af med liget, ligesom han mod betaling hjalp med afskaffelse af bilen efter drabet. Den forklaring blev i øvrigt understøttet af de beviser, som politiet har fremskaffet gennem efterforskningen,« udtaler specialanklager Jesper Rubow i en pressemeddelelse fra Østjyllands Politi.
Den 37-årige blev af anklageren krævet fængslet i otte måneder af anklagemyndigheden, mens forsvareren advokerede for en straf på fem måneders fængsel. Den 37-årige blev af dommeren idømt seks måneders fængsel for at have hjulpet med at skjule liget samt brandstiftelse og bortskaffelse af beviser, skriver politiet i pressemeddelelsen.
Ud over fængselsstraffen blev den 37-årige idømt et erstatningskrav på i alt 115.000 kroner for den bil, der blev fundet udbrændt ved en skov i Allingåbro. Samtidig fik han beslaglagt de 28.000 kroner, han modtog for sin assistance.
Da den 37-årige har siddet varetægtsfængslet siden juli blev han efter domsafsigelsen løsladt og kunne forlade retten som en fri mand.
Der sidder fortsat fem sigtede i sagen varetægtsfængslet, og sagen efterforskes fortsat af politiet, skriver de.